Craft-serie: Hækling blev Pias vej til ro og mestring – Foreningen af Kroniske Smerteramte og Pårørende

Hækling blev Pias vej til ro og mestring

Hænderne arbejder, og tankerne falder til ro. Når Pia hækler, er der kun masker, garn og glæde. Det er et mentalt frirum, hvor smerterne træder i baggrunden, og kroppen finder hvile.

Pias oplevelse er ikke enestående. Forskningen i håndværkets terapeutiske effekt viser, at skabende aktivitet kan virke som kognitiv aflastning. Når hænderne arbejder, aktiveres hjernens opmærksomhed anderledes – og det kan dæmpe smerteoplevelsen. Det handler ikke om at ignorere smerten, men om at skabe små lommer af flow og fordybelse, så smerten ikke fylder det hele.

For Pia har det at lære et håndværk medvirket til at skabe både mental ro og følelsen af at udvikle sig, på trods af kroniske smerter. Fordybelsen bliver meningsfuld, når hun bruger sin kreativitet aktivt – ikke kun som afledning, men som noget, der skaber hverdagsglæde. Og så handler det slet ikke om hækling.

“Det kunne lige så godt have været at brodere, male eller sy. Det vigtige er at finde noget, man ikke kan i forvejen – og give sig selv lov til at være nybegynder,” siger Pia og holder den færdige rosa kyse op foran sig og smiler.

Den er måske ikke perfekt, men et resultat af hendes engagement, stædighed og et fokus, der for en stund skubbede smerten til side. Hun lægger den i æsken, folder silkepapiret omkring og rækker ud efter gavebåndet.

Hæklenålen bevæger sig rytmisk mellem fingrene. Det bløde garnnøgle vugger i takt, og teen damper i vindueskarmen. Pia er dybt koncentreret, opslugt af at tælle masker, alt imens en kyse langsomt tager form – en personlig gave til hendes nyfødte niece, frembragt med omhu og kærlighed. Men det har været en lang læringsproces at nå hertil, og de første kreationer blev nogle knudrede karklude. Men resultatet var heller ikke det primære.

“Livet som kronisk smerteramt har lært mig, at hjernen kun kan administrere én tanke ad gangen,” siger Pia.

Den erkendelse blev et vendepunkt. Frem for at lade smerterne få overtaget, besluttede hun at lære noget nyt, helst noget kreativt og helt konkret. Pia ville prøve kræfter med håndarbejde, og valget faldt på hækling.

“Det blev vigtigt for mig at finde noget, hvor hjernen kunne abstrahere fra smertesignalerne. Jeg kastede mig over hækling. Det var ikke noget, jeg kunne, så det krævede min fulde opmærksomhed”

I begyndelsen var det vanskeligt. Opskrifterne var indviklede, hukommelsen drillede, og hænderne værkede. Men med tålmodighed og øvelse fandt hun ind i rytmen – og glæden ved at kunne noget, der tidligere virkede uoverskueligt.