En sagsbehandler sagde: ′′ Det kan da ikke være så slemt, hvis du stadig arbejder og gør alt, hvad du gør ′′

Jeg sagde til hende, at jeg ikke vidste, at jeg havde et valg – At sige fra.

År med smerter, træthed og forandring i mig uden at finde nogen grund. For at skjule alt for andre, lade som om du er bedre, end du er, indtil det holder op med at virke. Uanset hvor stærk du ønsker at være.

Endelig kommer øjeblikket, hvor de fortæller dig, hvad du lider af…

Du har blandede følelser, du ved endelig, hvad du har, men hvordan håndterer du det? Manglende opmuntring, lyst til at ligge ned, tage medicin ofte, have et helt apotek ovenpå natbordet.

De daglige spørgsmål:

• ′′ Hvorfor blev du så tyk?”
• ′′ Har du en god kur?”
• ′′ Du får det bedre, hvis du bare træner ′′
• ′′ Det engang smukke hår er forfærdeligt og det falder af ′′
• ′′ Hvad skete der med dig?”

Dette er sandt, og derfor deler jeg det!

Der findes stille og usynlige sygdomme…

Når man har en usynlig sygdom, er det svært at argumentere imod uvidende mennesker i perspektiv. Livet tager mange drejninger!

Træt af at få at vide:

• Er du gået til lægen?
• Har du prøvet dette?
• Jeg ved ikke, hvad vi ellers kan gøre for dig…

Ja ja ja ja! Jeg prøvede og prøver stadig alt!!!

Læger siger, at sygdommen er for evigt. At jeg ikke vil blive hel igen.

Jeg giver ikke op, men jeg vil gerne få andre til at indse:

• Jeg kommer mig ikke.
• Jeg er ikke doven, jeg tager medicin og det gør mig træt nogle gange.
• Jeg er ikke sur, men nogle gange tavs pga af smerter.
• Jeg kæmper dagligt med smerter, motoriske udfordringer og træthed.

Det mest frustrerende er, når folk kigger på mig og siger: ′′Det kan ikke være så slemt, du ser energisk ud ′′.  Trods min krop har smerter alle steder, prøver jeg selvfølgelig at se godt ud, men dette er en ′′usynlig′′ sygdom.

Denne sygdom påvirker mig fysisk, mentalt og følelsesmæssigt. Kroniske smerter er ikke altid synlige, men mange af os kender til dem.

Mit råd til ‘alle jer andre’: lad være med at dømme mig på forhånd og drage forhastede konklusioner.

Det gør ondt at blive mødt med fordomme og hjemmelavede konklusioner – og tro mig: et liv med kroniske smerter giver mig rigeligt med ‘ondt’ i forvejen – jeg har ikke brug for mere.

På forhånd tak for din forståelse, empati og at have et åbent sind.

Kreditering: anonym person, Facebook