Så snart jeg træder ind i lokalet, fornemmer jeg en indbydende stemning. Folk er så småt er ved at ankomme, og vores nye instruktør, Mette Ørbæk, tager imod os med smil og smittende energi. Vi starter med at danne en rundkreds, hvor nogle sidder, og andre står. Det styrer man selv, alt efter dagsformen. Der er store, bløde rullestole at sidde i.
Vi har meldt os til forløbet “Skånsomme bevægelser – din vej til smertelindring og velvære”, som finder sted i Sundhedshuset Albertslund, og som er et samarbejde mellem FAKS og Albertslund Kommune. Tilbuddet er målrettet til os med kroniske smerter, og det er ganske gratis at deltage. Undervisningen tilpasses til den enkeltes dagsform.
Flere af deltagerne – heriblandt undertegnede – er vågnet op i morges til smerter og træthed, så tvivlen om, hvorvidt det nu også var en god idé, meldte sig hurtigt på banen. Selv var jeg faktisk tæt på at blive hjemme, men besluttede alligevel at give det et skud. Bare det at være kommet ind ad døren er en lille sejr i sig selv.
Ind i rytmen – og ud af smerten
Musikken minder mig lidt om mindfulness; blidt, men mere rytmisk, taktfast. Vi starter med at løsne leddene op med bløde rulninger. Bittesmå, nærmest umærkelige bevægelser, i hofterne, skuldrene, armene. Tempoet er så roligt, at nervesystemet nærmest bare falder i hak.
Vi skal arbejde med at styrke vores kropsbevidsthed, som måske, på sigt, kan føre til øget fysisk og mentalt overskud. Det ville da være herligt! Her udfordres præmissen om, at bevægelse nærmest automatisk fører til øget smerte. For skånsomme, tilpassede bevægelser, der langsomt løsner muskler og led, kan også betyde sanselighed, ro og glæde.
Her er absolut ingen krav om præstation, derimod er Mette Ørbæk tydeligt optaget af, at vi passer godt på os selv, hellere for lidt end for meget, så vi ikke overbelaster.
“Husk nu at holde pause – især inden det bliver for meget!” siger hun med et smil. Det lyder simpelt, men er i praksis svært. “Jamen, det er jo netop det, jeg ikke kan!” udbryder en kvinde med lyst hår og briller, og vi andre nikker samstemmende.
Vi har alle været vant til at presse os selv. At præstere – også selv om kroppen sagde nej.
Alt, hvad vi træner, bliver vi gode til
Sådan lyder Mette Ørbæks mangeårige mantra. Hun er uddannet krops-psykoterapeut med speciale i danse- og bevægelsesterapi og har mange års erfaring i både bevægelse og smertehåndtering. Det mærkes tydeligt i hendes undervisning, hvor hun har fokus på at udvikle en smule mere tillid til kroppen.
Formålet er at opdage et større bevægelsesrum, end vi umiddelbart forestiller os. Og hun ved, hvad hun taler om. For hun har selv kroniske smerter, hvilket giver hende et særligt indblik og forståelse for deltagerne.
“Mine smerter styrer ikke mit liv på samme måde mere, men det har taget års træning og fordybelse at opnå den kropsfrihed, jeg føler i dag,” forklarer hun. ”Når man lider af kroniske smerter, kan man jo blive helt fastlåst og nærmest forkrampet, urolig for at komme til at trigge noget eller overbelaste sig selv. Så dans og bevægelse er også en mental proces, hvor vi arbejder med tillid til, at vi godt kan gå ind og løsne en lille smule op ad gangen. Når man mærker, at det her, det kunne jeg jo faktisk godt, får man mod på mere. På sigt kan vi opnå en større kropslig frihed, hvor smerterne træder i baggrunden.”
Mette virker selv fri i sine bevægelser – og nærværende i rummet. Hun har øje for os alle. Hun forbinder sig med deltagerne med sin rolige stemmeføring og små sansemetaforer. “Mærk, hvordan du bliver båret oppe af gulvet – lad gulvet komme op imod dig,” siger hun.
”Sæt fødderne godt og tungt i jorden, flad fod, tramp gerne lidt med til rytmen.”
Det skaber bogstavelig talt jordforbindelse.
Flyvende, farvestrålende tørklæder
Midtvejs i sessionen får vi uddelt silketørklæder i alskens forskellige farver. Vi vifter og vajer til musikkens taktfaste rytme og sender tørklædet videre til sidemanden. Man bliver optaget af bevægelserne, koordineringen og det taktile, når man mærker tørklædernes bløde stof.
”Så vender vi retningen,” lyder det fra Mette Ørbæk.
Hvilket er overraskende svært, og også lidt komisk, for man bliver lidt opslugt af at ramme rytmen. Det fører i hvert fald til små latterudbrud. Føles nærmest som en selskabsleg. Vi veksler mellem fælles øvelser, men også blot at duve blidt for os selv, med blikket indstillet på uendeligt.
Bare kom, som du er
Så er det tid til en pause. Vi forsyner os med de snacks, der er sat frem. Jeg snupper et par sprøde vindruer, andre gumler gulerødder eller får sig en myslibar til den søde tand. Snakken går på kryds og tværs, mens andre har brug for lige at trække sig et øjeblik.
Det sociale aspekt betyder også noget. Det at være sammen med andre, der også ved, hvordan livet med smerter er, er rart. Her er jo ikke tale om et træningshold i klassisk forstand – blot en slags øvebane i kropstillid for os smerteramte.
Det slår mig, hvor sjældent vi egentlig får lov til blot at være i vores krop – uden at dømme den. Uden at skulle fikse den. I forløbet “Skånsomme bevægelser” er der plads til bare at være sig selv. Med de begrænsninger og muligheder, kroppen nu engang rummer.
Mette Ørbæk fortæller, at tidligere deltagere har oplevet, at bevægelse bliver noget, man igen får mod på. En tidligere idrætslærer i gruppen siger: “Det er da bedre at finde et niveau, man faktisk kan bevæge sig på, end helt at opgive!”
Vi andre nikker.
Da sessionen slutter, er det som om, skuldrene er sænket, og jeg føler mig helt til stede i rummet, sammen med de andre. Det går op for mig, at mine smerter fra i morges stort set er forsvundet.
De er i hvert fald trådt i baggrunden. Det havde jeg nu alligevel ikke regnet med. Eller troet på, hvis nogen havde sagt det. Jeg må vist hellere se at få tilmeldt mig næste gang også.
Forløbet er afsluttet – FAKS vil gerne sige stor tak til Albertslund Kommune for deres støtte, til Mette Ørbæk og de modige deltagere.