Sygdommen kan opstå som følge af et traume, og i mit tilfælde skete det, efter jeg i 2023 sprang mit korsbånd under en håndboldkamp. Det førte først til én operation – og senere to yderligere – og siden da har jeg levet med konstante smerter.

I dag tager jeg nervemedicin, og går ugentligt til fysioterapi på en smerteklinik, for at lære at håndtere en hverdag med smerter.

Jeg er i gang med at færdiggøre min uddannelse som fysioterapeut, som jeg afslutter til januar. Men jeg har desværre måttet erkende, at det ikke bliver muligt at forfølge drømmen i det omfang, jeg havde håbet på.

Livsforandrende

Efter diagnosen gik jeg ned med både stress og angst, hvilket betød sygemelding fra eksaminer og en pause fra studiet. Jeg har efter min diagnosticering, oplevet en hverdag, hvor mange helt basale ting i et ungdomsliv, lige pludselig er langt mere krævende end før.

Simple ting som at handle ind, gå i byen, tage trapperne eller gøre rent, kan være umulige – eller medføre flere dages smerter bagefter.

Sociale arrangementer, kærlighed og intimitet er også områder, som har ændret sig markant.

Skyldfølelse

Jeg føler ofte at mine smerter er en byrde for min familie og venner, fordi min sygdom ofte skal tages højde for. Det sidste år har jeg kæmpet meget med skyldfølelse og følelsen af at pådrage dem denne byrde.

Jeg er heldigvis omringet af verdens bedste familie og venner, som ikke har været bange for at snakke om det, og mane mine mange bekymringer til jorden. Det er dog en af de ting som stadig fylder, og påvirker mig meget.

Skam og påmindelser

Jeg kæmpede rigtig meget i starten, og gør stadig, med en følelse af skam. Jeg skammer mig over at være træt og udmattet. Og så føler jeg nok en form for skam over at være usynligt syg.

Det kan være ekstra svært at be’ om hjælp, eller at blive forstået, når ikke ens sygdom er synlig.

Det sker nemlig ofte at mine venner og familie, glemmer at jeg ikke kan de samme ting som før, fordi sygdommen jo er usynlig.

Det er i de, situationer hvor jeg er nødt til at minde dem om sygdommen, at den skamfulde følelse ofte kommer frem.

Der kommer den stemme frem i hovedet, som ofte prikker til ”nu spiller du også lidt på den, hva?”. Det er specielt den stemme, jeg prøver at arbejde med.

Relationer, intimitet og kærlighed

Kærlighedsrelationer og intimitet har været en svær ting at både handle på og tale om, da jeg har følt det har været et enormt tabu for mig. Jeg har været bange for at indgå i nogle nye relationer, fordi jeg ikke har haft lyst til at pådrage en evt. partner, mine begrænsninger.

Det er en ting som stadig er rigtig svær, og et område, hvor jeg føler at min sygdom bliver et stort tabu for mig at bringe op.

Ens identitet

Fra at have været en aktiv person med ambitioner om at blive sportsfysioterapeut, står jeg nu i en form for identitetskrise og med en vis usikkerhed om fremtiden.

Jeg ser dog heldigvis mig selv som en person, som altid har været løsningsorienteret og viljestærk. Min identitet har altid været bundet
op på håndbold. Det har altid været mit frirum og en kæmpe drøm, at træde ind på den scene karrieremæssigt ift. fysioterapi.

Da jeg fik min diagnose, væltede hele den drøm og min verden.

At tage imod en chance

En tilfældig søndag aften, fik jeg dog et opkald, som efterfølgende har ændret mit liv på uendeligt mange punkter. Jeg blev spurgt om jeg ville træne et pige-ungdomshold, i den by hvor jeg er opvokset.

Det har vist sig at være mit livs bedste beslutning. Stress, angst og depression forsvandt langsomt, jo mere jeg kom i hallen, og det har efterfølgende været med til at skabe nye drømme for fremtiden.

Så i dag er min angst og stress forsvundet, og jeg har langt mere mod på, at se hvad fremtiden bringer. Jeg er stadig i gang med at, prøve at acceptere denne sygdom, og at den kommer til at være en del af mig resten af livet samt at det er okay, at det tager den tid det tager.

Savnet efter møde andre unge som forstår ens hverdag

Jeg har savnet – og savner fortsat – at møde andre unge, som jeg kan spejle mig i.

Derfor vælger jeg at dele min historie i håbet om, at andre kan relatere til de frustrationer og bekymringer, jeg selv oplever.

Jeg håber, at min fortælling på den ene eller anden måde kan være til inspiration eller gavn for andre unge.

Mvh Sara Kempel