Om FAKS

Aktiviteter

Lokalafdelinger

Medlemmer

Samarbejde

Råd og vejledning

Frivillig

Kontakt

Mestringsstrategier på prøve

mestringstrategier

Mestringsstrategier er en vigtig del af hverdagen med smerter. I denne artikel vil vi med udgangspunkt i vores deltagelse i en international smertekonference i Dublin i 2022, give dig et indblik i den planlægning samt de praktiske og følelsesmæssige mestringsstrategier, det krævede for os at kunne tage afsted. Måske du som smerteramt eller pårørende kan genkende nogle af situationerne, udfordringerne og strategierne fra din hverdag.

Mvh. Sanne Lydø og Lars Bye Møller

God planlægning er udtryk for, at du har opbygget en forståelse af den virkelighed, der omgiver dig

Planlægning, planlægning og atter planlægning


Planlægning er en utrolig vigtig del af hverdagen, når man som os lever med kroniske smerter. Særligt når vi bevæger os udenfor vores vante omgivelser og rutiner, kan det betale sig at undersøge og gøre sig nogle tanker om, hvilke udfordringer der kan opstå. God planlægning er udtryk for, at du har opbygget en forståelse af den virkelighed, der omgiver dig ift. dine egne ressourcer, evner og behov. Med god planlægning kan du bedre skabe et stabilt aktivitetsmønster og i mange tilfælde undgå situationer og aktiviteter, der overskrider dine ressourcer og forværrer dine smerter. Imidlertid er det vigtigt, at du finder en balance mellem konstruktiv planlægning og unødvendige bekymringer. Dette kan du læse om i afsnittet  “Omstillingsparathed og accept”

Allerede lang tid forud for smertekonferencen i Dublin påbegyndte vi vores planlægning. Blandt andet brugte vi en del tid på at undersøge mulighederne for et sted at bo under opholdet. På den ene siden måtte det ikke ligge for langt væk fra konferencestedet, på den anden side måtte det heller ikke være for dyrt. Vi endte derfor med at finde en lejlighed via AirBnB som befandt sig cirka 2 km fra konferencestedet.


Mulighederne for offentlig transport havde vi også undersøgt hjemmefra. Dublin har bl.a. et velfungerende og billigt bussystem. Imidlertid kender vi til situationen i København, hvor det ikke altid er muligt at få en siddeplads, særligt i myldretid. Derfor undersøgte vi Dublins udbud af bycykler, hvilket er stort. Hver morgen og eftermiddag kunne vi derfor tage en bycykel stort set fra hoveddøren til konferencen og tilbage igen – eller rettere sagt troede vi. Det viste sig nemlig, at bycykelsystemet er utroligt populært blandt de lokale i Dublin. Cykelstationen tæt ved vores lejlighed blev hurtigt tømt om morgen, når folk skulle på arbejde og i skole. Heldigvis fandt vi en anden bycykelservice i nærheden, som vi også kunne benytte, selvom den var lidt dyrere.

forberedelse giver mindre risiko for uforudsete anstrengelser og stress samt mere mental ro

Vi ankom til Dublin nogle dage før konferencen, så vi havde god tid til at finde os til rette og lære byen at kende. Vi prøvede turen til konferencestedet dagen inden konferencen startede, så vi var fortrolige med ruten og transporttiden dertil. Vores erfaring efter mange år med smerter har lært os, at sådan forberedelse giver mindre risiko for uforudsete anstrengelser og stress og mere mental ro. 

Tænk løsninger i stedet for begrænsninger

De fleste konferencer er helt naturligt forbundet med mange timer, hvor det er nødvendigt at sidde ned og lytte. Derfor er det første vi gør, når vi kommer til nyt sted at finde ud af, hvordan siddeforholdene er. Stolenes ergonomi betyder selvfølgelig en del men også hvorvidt pladsen tillader, at benene kan strækkes. Desuden om stolens placering i rummet giver mulighed for at rejse sig undervejs i et foredrag for at strække benene og ryggen eller mulighed for at liste væk uden at forstyrre for meget, hvis vi ikke kan holde til mere.

Lars plages bl.a. af smerter i fødderne fra at have sko på i længere tid ad gangen og smerter i lænden, hvis vi skal sidde ned i lang tid. Han har derfor lært at smide skoene og sidde med benene oppe op på en tilstødende stol. Sanne lider bl.a. af kroniske rygsmerter og medbringer gerne en eller flere puder, som hun kan anvende som støtte. Alt efter hvor mange år du har levet med kroniske smerter, har du sandsynligvis selv en række kneb, der letter og muliggør deltagelse i forskellige aktiviteter. 

Selvom konferencer er forbundet med meget stillesiddende aktiviteter kan der også være situationer, hvor vi står meget op. Desværre er dette også tit en udfordring. Hvis smerterne i f.eks. Lars fødder først fremprovokeres, kan det accelerere smertefølsomheden og tage mange dage for ham at blive dem kvit igen. Sanne derimod bliver hurtigt træt i ryggen af at stå op i længere tid, og hvis først smerterne bider sig fast, kan selv små aktiviteter virke uoverkommelige. Disse begrænsninger er en udfordring i situationer, hvor vi støder ind i folk, som vi gerne vil snakke med eller som gerne vil snakke med os. Derfor har vi også her nogle strategier og kneb i baglommen. 

Det kan være svært for mange af os at tilkendegive vores funktionsbegrænsninger og handicap overfor omgivelserne og os selv

Hvis du ikke kan stå op i længere tid, er det naturligvis oplagt at spørge din samtalepartner direkte, om det ikke er muligt at flytte samtalen et sted hen, hvor det er muligt at sidde ned. Det kan ikke desto mindre være svært at tilkendegive vores funktionsbegrænsninger og handicap overfor både omgivelserne og os selv. Særligt overfor fremmede i en professionel kontekst, hvor vi gerne vil opfattes som ligeværdige og tages alvorligt. Desuden er der situationer, hvor det ikke er muligt at finde et sted og sidde ned. 

5B19D59A-E8E7-4D33-80B3-EC0350C8BA87

En anden strategi kan derfor være at bevæge samtalen hen mod et nærstående bord, væg, eller radiator som kan give fødder og ben aflastning.

 En tredje løsning kan være en teleskopisk ståstol tilsvarende den som Lars har købt (se foto). Den kan pakkes sammen, så den ikke fylder andet end et toiletrullerrør og medbringes overalt. Ikke desto mindre skal du vende dig til, at teleskopstolen sandsynligvis tiltrækker opmærksomhed. Derfor kan et sådan et synligt hjælpemiddel være en mental barriere for nogle af os, i hvert fald til at begynde med. 

Økonomisering af ressourcer (pacing)

Vi havde på forhånd accepteret, at vi ikke ville have energi til at deltage i det fulde konferenceprogram. Konferencen strakte sig nemlig over fire sammenhængende dage fra omkring kl 9-18 hver dag med adskillige workshops og oplæg. Derfor måtte vi vælge det ud, som vi fandt mest relevant og interessant. Alligevel kom vi nogle dage til at blive lidt længere end planlagt. Enten fordi vi gerne lige ville høre endnu et interessant oplæg, eller fordi vi faldt i snak med folk. Så trods relativ god planlægning kom vores ressourcer og mestringsstrategier også på prøve. 

 

personer med kroniske smerter og et fejlkalibreret nervesystem bliver let overbelastet

Vi kender nok alle sammen til det med af blive revet med af en situation og overskride vores ressourcer, uanset om vi lever med kroniske smerter eller ej. Konsekvenserne er imidlertid mere omfattende for personer med kroniske smerter og et fejlkalibreret nervesystem, som let bliver overbelastet og tager lang tid at vende tilbage til ligevægt. Derfor forsøger vi også, at være bevidste om og prioritere vores behov for pauser. Når det lykkes, betyder det, at vi undgår at overbruge os selv, og dagen kan gennemføres uden, at smerterne trigges og forværres på længere sigt.

Vores erfaring er, at bedre økonomisering af vores ressourcer giver mere stabilitet. Selvom det kan være svært at holde pauser og trække stikket, betyder det sandsynligvis, at du på den på den lange bane kan præstere mere samlet set. Denne erkendelse er måske værd at holde fast i, hvis du føler at du ikke præsterer nok, og at tingene går for langsomt, når du samtidig skal tage hensyn til dine smerter. 

En rolig start på dagen betyder også meget for os begge. Derfor sætter vi tid af til afspænding eller meditation, inden vi skal ud af døren. Vi prioriterede også at komme i god tid til dagens program og derved undgå unødvendig stres. Bevidstheden om at konferencen kun var et afgrænset antal dage betød dog, at det var til at overskue at blive udfordret på vores ressourcer, energi og smerteniveau. Desuden var det godt at være to afsted, som kender hinandens behov godt, så vi kunne snakke om tingene og støtte hinanden.