Kvinders historiske “venskab” med smerter

Historisk har kvinder altid, alene ved deres fysiologi, været pålagt at forholde sig og vænne sig til smerte.

Tag f.eks. det der med at føde. Det er en virkelig ganske voldsom smertefuld oplevelse, og dette kan alle der har prøvet det skrive under på. Forinden enhver fødsel står en graviditet, som heller ikke altid forløber sig helt smertefrit. Mange gravide oplever eksempelvis ligamentsmerter, bækkenløsning, plukveer, forstoppelse, trykkede ribben, osv.

Og før vi overhovedet når til en graviditet skal kvinden opnå ægløsning, som ved den regelmæssige cyklus, vil lægge sig lige imellem 2 menstruationer.

Og her kan vi så for alvor tale om et årelangt bekendtskab med smerter

Som starter i den unge teenagealder for de fleste kvinders vedkommende, og som først slutter når kvinden går i overgangsalderen (Hvilket ofte heller ikke forløber sig helt uden gener). Foruden menstruationens mere eller mindre kraftige krampelignende smerter fra livmoderen, lider mange kvinder også af følge smerter ved menstruationen. F.eks. migræne, diarré, forstoppelse, kvalme eller lændesmerter.

I korte træk, alene kvindens biologi giver hende smerter,
hver måned, igennem mange år.

Også kvindemoden gennem historien, har lagt op til smertefuld praksis af forskellig art. Helt tilbage i 1300 tallet begyndte man at sy et slags afstivende og ukomfortabelt bånd ind i kjolerne, som skulle forme taljen på den som havde kjolen på. Her var der både tale om børn og voksne. Herefter har denne metode udviklet sig gennem tiden, til mange andre forskellige afstivende og kropsformende kropsbårne beklædningsgenstande. F.eks. korsetter, corsager og bh’en. Nogen til at snøre livet ind, andre til at løfte her eller forme der, og alle mere eller mindre ukomfortable metoder til at ændre på kroppens udseende. Og i øvrigt noget de fleste kvinder alligevel benytter sig af dagligt.

De ekstreme idealer

Og netop det med at ændre på kroppens udseende, har givet anledning til mange mere eller mindre bizarre praksisser, rundt omkring i verden.

F.eks. benytter kvinder, i visse afrikanske og asiatiske kulturer, såkaldte “halsringe”, for at forlænge deres halse. Det sker ved en deformering af skulderpartiet, under ringenes vægt og pres, og er udelukkende et følge at et skønhedsideal. Praksissen udøves faktisk stadig bl.a. i Kayah-regionen, som ligger i den østlige del af Myanmar i Sydøstasien. Og hvor end ubehageligt det må være at få deformeret sit skulderparti, mener man ikke at den er forbundet med nogen helbredsrisiko.

I Kina fandt man under Songdynastiet (960–1276) på at snører fødderne ind på helt små piger ned til 3 år, fra de rige familier, for at opnå den eftertragtede lille “lotusfod” eller “liljefod”. Man brækkede og deformerede deres knogler, og snørede dem tæt sammen med bandager, for at holde foden i den kunstige form. Dette skulle bl.a. sikre deres status og deres mulighed for at blive gift.

Praksissen med fodbinding var frygtelig smertefuld, og kvinderne kunne ikke gå på den deformerede fod uden støtte eller stok. Der kunne let gå koldbrand i fødderne og det skete både at tæerne simpelthen faldt af, eller at pigerne rent faktisk døde af chok over smerten. Den ramme lugt fra fødderne blev dækket med lotus eller lilje duft, og deraf har fodbindingen fået sine meget misvisende kønne kælenavne. Denne praksis blev forbudt i 1912, men var dog et skønhedsideal helt frem til 1940’erne.

Nutidens almindelige praksis

Man skal dog slet ikke så langt væk i hverken tid eller sted, for at møde mode praksis, forbundet med kønsrelaterede skønhedsidealer, som ikke nødvendigvis er forbundet med komfort, som jeg også var inde på tidligere.

Bare gå ud af din dør. Det er helt almindeligt at kvinder går i høje ukomfortable stiletter, med både 8, 10 og 12 cm høje hæle, som er forbundet med en meget høj feminin æstetik, eller andet ukomfortabelt fodtøj som vinder på udseendet.

Og så er der selvfølgelig alle de kosmetiske indgreb der tilbydes ude i den plastikkirurgiske verden. Som selvfølgelig ikke længere kun anset for at være for kvinder, men en hurtig søgning i eSundheds statistikker over plastikkirurgiske indgreb (alt fra forskellige brystoperationer og fedtsugninger til korrektioner af slap hud og hængende øjenlåg), viser en tydelig forskel mellem antallet af operationer som kvinder vælger og antallet som mænd vælger. Hvor 21.343 kvinder valgte at lægge sig under kniven i 2018, valgte kun 7.120 mænd det samme (talene inkludere også transkønnede og non binære personer, ud fra de enkeltes personnumre).

Hvorfor det er sådan kan man jo så fundere over. Smerte er i hvert fald en oplevelse, med mange ansigter, og jeg kan ikke lade være med at spekulerer over den kæmpe store forskel der er i, at vælge at påfører sig selv en smerte, og accepterer den, og så på at en smerte ufrivilligt overgår en.