Konference om kronisk sygdom

oktober 8, 2021
Kategori: Nyt fra FAKS, Social-og sundhedspolitik

Mandag d. 30. august blev der på vegne af Lægemiddelindustriforeningen, bedre kendt som LIF, afholdt en konference om kronisk sygdom, hvori der blev placeret et centralt fokus på hvordan der kan sikres sammenhæng, lighed og kvalitet i behandlingen af mennesker med kronisk sygdom i det danske sundhedssystem. Til konferencen var der inviteret kendte navne såsom Sundhedsminister Magnus Heunicke og direktør for Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm, der sammen med andre debattører og oplægsholdere fra bl.a. Kræftens bekæmpelse, Gigtforeningen og Diabetesforeningen var med til at give deres bud på, hvad de mener, der skal til for at forbedre indsatsen på kronikerområdet

Der var interessante oplæg med anbefalinger på hvordan denne problematik eventuelt kan imødekommes; for eksempel blev der snakket om behovet for større systematisk sammenhæng i indsatserne og at der bør afsættes ekstra støtte for at mindske uligheden i sundhedsvæsenet. Derudover blev der også snakket om at en fremtidig kronikerplan skal fokusere på involveringen af patientorganisationer, og at der generelt er en nødvendighed for at løfte kvaliteten af behandlingerne i praksis, for patienter med kroniske sygdomme.

det svært ikke at bemærke at kroniske smerter var undladt i kronikerindsatsen

Selvom at konferencen om kroniske sygdomme bestod af spændende oplæg, der kunne tages i betragtning til at forbedre kronikerindsatsen, var det svært ikke at bemærke at kroniske smerter var undladt i regnestykket. Kroniske smertepatienter i Danmark er et område der dækker over 25% af den voksne befolkning, hvilket svarer til 1,3 mio. mennesker. Til sammenligning var der i 2017 i de nationale registre 235.675 personer, der havde diabetes og 198.500 personer, der havde kronisk obstruktiv lungesygdom. Disse tal for mennesker med kroniske smerter markerer altså en betydelig andel af den danske befolkning – men hvorfor er der så ingen omtale i hverken kronikerplan eller i konference? Da et medlem fra Smertesagen stiller et spørgsmål vedrørende dette til Søren Brostrøm, modtager hun følgende svar;

”… Vi har jo som du nok sikkert allerede ved på Sundhedsstyrelsens hjemmeside haft stort fokus på smerteområdet over de senere år og bl.a. også lavet en kampagne under coronaen. Og det andet som jeg også synes man skal nævne, ikke fordi det ikke kan gøres meget bedre, det med at vi har oprettet og sat ressourcer af til specialiseret smertecentre over mange år i Danmark og prøvet at opbygge, tror jeg også faktisk mange lande misunder os for. Så hvis jeg kom udefra –for at blive i den rolle jeg har her i dag … ville jeg faktisk sige at Danmark har gjort rigtig meget på smerteområdet, men stadig ikke er i mål”.

Søren Brostrøm

Brostrøm anerkender at smerteområdet kan gøres bedre, men fremhæver at Danmarks tiltag indenfor kroniske smerter på international plan, er et land der misundes for de initiativer der har været fundet sted, eksempelvis gennem implementeringen af specialiseret smertecentre. Dette ændrer dog ikke realiteten der bygger på at der er adskillige problemstillinger som negligeres i det kroniske smerteområde. Det fokus som Søren Brostrøm refererer til i hans svar, har hovedsageligt haft det formål at nedbringe forbruget af opioider og morfinlignende præparater til at symptombehandle smerter. Det har bestået af opdatering af kliniske vejledninger samt en oplysningskampagne om kroniske smerter. Dette er gode initiativer, men blot et plaster på åbent sår, hvor der symptombehandles i stedet for at tage fat om de grundlæggende problemer på området som kræver nødvendige indsatser bl.a. vedrørende: behandlingskapacitet, uddannelse, vidensniveau og organisering.

Behandlingskapacitet: Behandlingskapaciteten på tværfaglig smertebehandling er utilstrækkelig i forhold til behovet. Ventetiden er derfor lang på mange af de offentlige smertecentre i regionerne og muligheden for at udnytte private smerteklinikker gennem det udvidede frie sygehusvalg er blevet reduceret, således at patienter i bestemte regioner skal bevæge sig ekstra langt for at udnytte det, hvilket er med til at skabe ulighed.
Uddannelse: Den manglende uddannelse i basal lære om kroniske smerter er ligeledes en svaghed i det danske sundhedssystem, som der er behov for at styrke hos relevante faggrupper (ex. Læger, sygeplejersker, fysioterapeuter, kiropraktorer og psykologer) der til dagligt møder mange personer med kroniske smerter. Desuden er der behov for videreuddannelse af disse faggrupper inden for smertevidenskab og tværfaglig smertebehandling til at besætte stillingerne på de tværfaglige smertecentre og klinikker.
Oplysning og Vidensniveau: Der er generelt mangel på viden om kroniske smerter både i social- og sundhedssektoren men også iblandt befolkningen. Dette resultere ofte i en unuanceret forestilling og fokus på smerter som enten noget psykisk eller fysisk. Dette kan blokere for en mere multifaktoriel forståelse og en tværfaglig biopsykosocial behandlingstilgang, der har vist sig bedst at kunne hjælpe. Smertepatienters eksisterende viden om kroniske smerter findes ikke ét samlet sted. Derfor bør ny og eksisterende viden samles under en platform, således at viden og information kan være let tilgængeligt for alle, samtidig med at der skabes overblik over viden om forebyggelse, udvikling, behandling m.m.
Organisering og koordinering : Ved en afdækning af behandlingsforløbene hos kroniske smertepatienter er det blevet påvist, at der er mangelfuld opfølgning og koordinering. Hyppige skift mellem fagpersoner og sektorovergange er en udfordring i mange smerte behandlingsforløb, hvor mange patienter tabes på gulvet. F.eks oplever mange Patienter at de grundet ressource- og tidsmangel i almen praksis selv må holde styr på behandlingsforløb og agere som koordinator. Derfor bør der fremadrettet sættes mere fokus og midler af til grundig overlevering af informationer mellem behandlere og implementering af systematisk opfølgning af kroniske smertepatienter

Hvis Søren Brostrøm stiller sig tvivlende overfor de vilkår, der er blevet fremhævet gennem denne artikel, bør han “kigge godt efter i sin egen skuffe” og finde den “afdækning af smerteområdet fagligt oplæg til en smertehandlingsplan” som Sundhedsstyrelsen har været med til at udarbejde. Under alle omstændigheder vil vi opfordre ham til at kigge nærmere på smerteområdet, som fortjener langt større sundhedsfaglig og sundhedspolitisk bevågenhed end hvad tilfældet er i dag.