Humlebien kan flyve (indlæg fra medlemsweekenden 2021)

Christel Sonne Rasmussen – Humlebien kan flyve

Christel Sonne skal opleves i egen person – hendes taleevne og hendes karismatik er helt fabelagtig. Hendes livhistorie er dybt inspirerende og det var hendes forlæg ligeledes.

Christel Sonne begyndte med at forklare omkring hendes barndom, hvor hun beskrev hvordan hun væltede over hendes families hund, hvor hun fandt ud af at hun så dårligt. Det var jo ikke hundens skyld at hun ikke kunne se den. Da hun var fem der havde hun kikkertsyn; det vil sige et syn på 10 grader. Ikke nok med det, men hende og hendes søster havde en øjensygdom som gjorde at hun ville blive blind inden hun blev 30 år gammel, hvorimod hendes søster ville blive blind inden hun blev 40. Det er noget af en nyhed når man kun er fem år gammel. Men dette slog hende ikke ud.

Trods hendes forringede syn, så gik hun til håndbold i fire år. Hun fandt på undvigemanøvre så hun kunne slippe for at lege om aftenen. Det hele var grundet denne øjensygdom, men man talte ikke om at man havde denne øjensygdom. Det eneste tidspunkt hun følte sig fri, var da hun var på lejerskole med andre blinde og næsten-blinde børn. Folk som var ligesom hende; folk som ikke følte at de skulle tage ekstra hensyn til hende. Det var nogle af hendes bedste minder, fortalte hun.

Hun ender ud med at få et fantastisk liv med børn og familie og karriere; noget som man ikke skulle tro ville være muligt når man i så ung en alder for en livsændrende sygdom.

Udover hendes livshistorie og hendes anekdoter omkring hendes blindhed og liv, så havde hun ufatteligt mange pointer, for mange til at kunne skrive dem alle ned, som kan bruges for mennesker med smerter.

Som blind der oplever man afmagt hver eneste dag, når man konfronteres med ens blindhed. Afmagten kan mange smertepatienter relatere til. Særligt også fordi Christel Sonnes sygdom har gjort, at hendes øjne fortsat ser ”normale” ud; de er ikke sløret. Hun har derfor oplevet mange mennesker som tvivler på om hun reelt set er blind. Dette er noget som smerteramte, kan relatere til; alle de gange man får at vide at det hele blot er i ens hoved, og at man bare skal tage sig sammen. Det tabubelagte ved at have en ”usynlig” sygdom og lidelse.

En af de eneste ting man ønsker er, at an man anses som værende et normalt menneske; derfor skjuler man hvad man fejler. Sonne fortalte at hun havde nægtet at gå med en markeringsstok (også kendt som blindestok), fordi hun så direkte fortalte alle at hun var blind. Dette med at skjule hvad man fejler er noget de fleste smerteramte gør; man skjuler hvor ondt man egentlig har det og man forsøger at kompensere for det. Man vil bare gerne være et ”normalt” menneske.

Hun havde rigtig mange gode råd og vejledningsord. Vise ord som: ”Vi bevæger os kun fremad når vi er nødt til det. Deraf kommer motivationen.” Det er helt normalt at stå stille i ens liv når man ikke møder nogen udfordring – modgangen er det som sætter udviklingen i gang og tvinger os fremad.

Dog ønsker vi nok alle at finde vejen med mindst modstand. Vi håber alle på at kunne leve vores liv med mindst muligt besvær, og at kunne opfylde de fleste af vores mål. Det er dog ikke altid muligt, og særligt ikke for de mange smerteramte danskere. De er løbet ind i vejen med mest modstand nu, og ens mål er blevet ændret grundet denne modstandsdygtige vej. Her siger Sonne at, i stedet for at sætte mål for hvad du VIL, så skal man gøre det op med sig selv om hvad man IKKE vil. Så snart man ved hvad man ikke vil, så bliver det nemmere at se hvad man gerne vil.

Dette kan hjælpe med at ruge ud i de forskellige mål som, nok egentlig, er uopnåelige. Det kan gøre livet mere overskueligt og lettere tilgængeligt.

Til afrunding der sluttede hun af med nogle få leveregler; regler som hun fulgte og som hun gerne ville give videre til os alle. Det er regler som kan hjælpe ens hverdag og ens liv overordnet set. De kommer her:

I dag bliver en bedre dag end i går.

Jeg vil møde mennesker med venlighed og sympati og hjertevarme til dem der fortjener det.

Der er altid mindst én mulighed man har overset.

Vi må undlade at dyrke det negative, tænke neutralt en gang i mellem, og tænke positivt om det der er positivt. Vi kan ikke tvinge det frem, men vi kan nyde det når det er der.

3% reglen. Man må godt være tre procent af alt muligt; pinlig, selvmedlidende, vred, men ikke meget mere end de tre procent.

SOS: Man må skrive SOS til en eller to af sine venner, og så må man ringe og brokke sig uden forbehold i 5 minutter. Hvis man da kan komme op på 5 minutter.

Christel Sonnes oplæg blev taget imod som varmt brød på en kølig vinternat. Hendes fortællinger og hendes livserfaringer var ekstremt burgbare og de gav os alle ting at tænke mere over; en masse stof til eftertanke.