Beskrivelse
Et magasin om intimitet for unge
At være ung og leve med kroniske smerter kan føles som at stå uden for det, der burde være den mest frie og nysgerrige tid i livet – også når det gælder sex, intimitet og kærlighed til sig selv. Det her magasin er skabt til dig, der måske føler dig alene med de tanker.
I Sex, Smerter & Self-Love dykker vi ned i, hvordan det er at være ung og samtidig navigere i et liv med smerter – uden at opgive lyst, nærhed eller drømmen om at mærke sig selv og andre. Her finder du ærlige fortællinger, tips fra eksperter og kærlige påmindelser om, at din krop – med alt hvad den rummer – stadig fortjener nydelse, respekt og kærlighed. Du er ikke forkert. Du er ikke alene. Og du behøver ikke vælge mellem at tage dine smerter alvorligt og at leve med lyst og selvomsorg.
Udarbejdet af: FAKS
Antal sider: 44
Sprog: Dansk
Type: PDF
Format: –
Variant: Hæftet kan bestilles som trykt magasin
Bonusmateriale (gratis)
Lyt med – og (gen)find intimiteten (podcasts)
Sex og intimitet forandrer sig, når kroppen gør. I podcastserien ‘Når kroppen siger nej’, dykker vi ned i, hvad det vil sige at være et seksuelt væsen, når kroniske smerter og sygdom spiller med i soveværelset – og i hverdagen. Vi taler med sexologer, psykologer og mennesker, der selv lever med smerter, og som åbent deler deres erfaringer. Serien rummer både grin, ærlighed, gode råd og konkrete værktøjer – og handler i bund og grund om at tage intimiteten og nydelsen tilbage på sine egne præmisser.
Se med – og (gen)find intimiteten (videoer)
Intimitet er en vigtig del af det at føle sig forbundet – både med sig selv og med andre. Den styrker vores trivsel, nærhed og livskvalitet. Men intimitet kan også blive sårbar og svær, især når man lever med smerter eller sygdom.
I denne animations-serie inviterer vi dig med ind i fortællinger fra virkeligheden. Her deler mennesker deres oplevelser med intimitet og nye veje til kontakt – når livet gør ondt.









