Af Iben Rohde (direktør), FAKS – Foreningen af Kroniske Smerteramte

I Aftenshowet den 2. september 2025 blev der sat fokus på aktive ældre og sundhed. Et vigtigt emne – men også et, der kræver omtanke og respekt.

Midt i den gode intention faldt en bemærkning fra læge Charlotte Bøving, som har vakt opsigt blandt mennesker med kroniske smerter:

“Der kunne jeg have gjort som mange kronikere: sætte mig ned og sige, det er synd for mig, og sidde med benet op ad…”

Den slags udtalelser er ikke bare uheldige – de er med til at fastholde fordomme om, at mennesker med kroniske smerter er dovne, opgivende eller bare ikke gider. Det er langt fra virkeligheden.

En tak – og en påmindelse

Vi vil gerne rette en stor og personlig tak til det medlem, der kontaktede os og sagde: “Det her skal I reagere på.” Din opmærksomhed og dit mod til at sige fra gør en forskel – og minder os om, hvorfor FAKS eksisterer: Vi taler kronikernes sag. Vi står op, når andre sidder ned. Vi siger fra, når andre tier.

Vi har skrevet til både DR og Charlotte Bøving. Charlotte har svaret – og vi anerkender, at hun ønsker dialog.

Men DR har ikke svaret. Det undrer os. For når man som medie inviterer til sundhedsdebat, har man vel også et ansvar for at give plads til nuancer og til dem, der bliver ramt af ordene?

Kronisk sygdom kræver styrke – ikke fordømmelse

Mennesker med kroniske smerter lever med en kompleks virkelighed. Det handler ikke om dovenskab eller manglende vilje – men om at navigere i en hverdag, hvor kroppen ikke samarbejder, og hvor selv små aktiviteter kan have store konsekvenser.

Her er nogle af de virkelige eksempler, vi møder i FAKS:

• En kvinde med fibromyalgi, der planlægger sin uge ned til mindste detalje for at kunne deltage i ét socialt arrangement – og betaler med to dages sengeleje bagefter.
• En mand med nervesmerter, der træner i varmt vand, fordi det er den eneste form for bevægelse, han kan holde ud – og som bliver mødt med mistro, fordi han “jo godt kan svømme”.
• En mor med kronisk migræne, der sidder med benet oppe og mørklægger stuen – ikke fordi hun har givet op, men fordi hun forsøger at være klar til at hente sit barn senere.
• En ung kvinde med ME, der har lært at ligge ned og meditere for at kunne klare 15 minutters koncentration – og som bliver kaldt “inaktiv” i systemet.

At sidde med benet oppe er ikke nødvendigvis et udtryk for opgivenhed. Det kan være en strategi for at kunne klare resten af dagen. For at kunne hente børn. For at kunne deltage i et fællesskab. For at kunne leve.

FAKS inviterer til en ny samtale

I FAKS møder vi hver dag mennesker, der opsøger træning, fællesskaber og viden – netop fordi de ved, at aktivitet er vigtig. Men vi ved også, at vejen dertil kræver støtte, tilpasning og respekt.

Derfor inviterer vi til en ny samtale om sundhed. En samtale, hvor vi ikke kun hylder dem, der kan og vil – men også støtter dem, der har brug for hjælp til at finde deres vej.

Vi vil gerne i studiet næste gang – ikke for at pege fingre, men for at få virkeligheden med.

For det er ikke i modsætningen mellem aktivitet og hvile, at løsningen ligger – men i forståelsen af, at begge dele kan være nødvendige for at leve et meningsfuldt liv.