De findes blandt andet som borende, stikkende og brændende. Som akutte og kroniske. Alene og sammensmeltede på kryds og tværs.
Smerter som begreb er en svær størrelse at sætte i kategori, men de kan være gode at få en dybere forståelse af – både for dig som smerteramt og dig, der er pårørende. Både som en del af at bibeholde og forfine din behandlingsmotivation, men også for fremad at kunne følge med i eller udforske, hvilke potentielle nye former for behandlingsmuligheder, der er eller kan blive interessante for dig, som smerteforskningen skrider frem.
Men giver det overhovedet mening at tale smerter over en bred kam? Der er jo gigantisk forskel på en sprængt tarm, et piskesmæld eller en brækket knogle. Og på samme måde er smerter subjektive og opleves forskelligt hos os alle.
Vi har lavet et overblik over forskellige typer af smerter – som går på tværs af forskellige diagnoser.
Du får du et simpelt og visuelt overblik, så du kan blive klogere på forskellige typer af smerter, og hvilke behandlinger og typer af medicin, der er de hyppigst anvendte mod de forskellige typer.
Husk at overblikket maler et grovkornet billede og er langt fra udtømmende på hverken behandlinger eller typer af smerte, men det er tænkt til dig, der gerne vil lære lidt mere om og få et bredere sprog for smerter.
Lær at beskrive dine smerter – smerten er mere end et tal!
En smerteskala kan være et nyttigt redskab, men den fortæller ikke hele historien.
To personer kan begge angive deres smerter til 6 ud af 10. Den ene passer måske fuldtidsarbejde og deltager i fritidsaktiviteter, mens den anden er sygemeldt og har svært ved at sove.
Læs vores artikel om hvordan du kan lære at beskrive dine smerter – og oplev en bedre forståelse om dine smerter i dialogen med sundhedsvæsenet.