10 gode råd hvis du har kroniske smerter

Gode råd - dekorativt billede

10 råd til kroniske smerteramte

Her følger 10 råd – nogle “kender” man allerede men gentagelse skader bestemt ikke.

Husk at der er støtte, råd og hjælp at hente – både fra FAKS og mange andre.

 

Accepter, at smerten er en del af dit liv

Giv det eventuelt en mening. Sørg for at blive færdig med det, så det ikke hele tiden er noget, du skal tænke på og tage stilling til.

 

Flyt din opmærksomhed

Forsøg at ændre din oplevelse af smerten. Brug fx visualisering og giv smerterne et andet navn eller en anden farve.

 

Lær at meditere

Eller brug dybdeafspænding. Find en form, som virker for dig. Smerten vil stadig være der, men meditationen og afspændingen kan fjerne noget af den stress, som smerten giver.

Gør det jævnligt – gerne hver dag.

 

Find den rigtige balance i dagligdagen

Nogle går helt i stå og har ikke lyst til noget, det er lige vejen til depression. Andre vil ikke finde sig i smerten og ignorerer den, gør hvad de plejer. Og så opbygger de så meget spænding og smerte, at de kollapser.

Find en mellemvej.

 

Bevæg dig

Det får dig til at tænke på noget andet end smerten. Undgå de aktiviteter, som forværrer smerten.

 

Tag din medicin

Det er ikke nogen svaghed at tage sin medicin – så lad være med at være tapper. Smerter avler flere smerter, så alle kneb gælder til at dæmpe smerterne.

 

Sørg for at have folk omkring dig

Socialt selskab afleder tankerne, og det kan være svært at underholde sig selv. Daglig kontakt med andre mennesker er godt – også selv om det kan trætte. Hav også gerne kontakt til andre i samme situation; genkendelse og forståelse hos andre, der har det som dig, kan være givende.

 

Bekæmp din stress

Stress forværrer smerterne. At have travlt behøver ikke at give stress. Ufærdige opgaver, følelsen af ikke nå nok eller aldrig at blive færdig – det er dårlig stress.

 

Undgå katastrofetænkning

»Det bliver nok værre!« »Tænk, hvis jeg bliver sindssyg af det..« »Lægerne har nok ikke fortalt mig alt.« Lær dig at identificere den slags tanker og send dem væk, når de dukker op. De fører ingen konstruktive steder hen.

 

Lav ting du godt kan lide

Bliv klar over, hvad du rigtig godt kan lide at foretage dig. Hvad gør dig godt tilpas? Sørg for at gøre det.

Picture of FAKS

FAKS

Artiklen er skrevet og produceret af frivillige fra FAKS - Foreningen af Kroniske Smertepatienter .. Også for Pårørende

STØT FAKS

Støt FAKS og vores indsats for at bedre forhold for smerteramte – læs mere om mulighederne her”
STØT OS