Inspirerende bog om vejen til færre smerter

lotte-heise-og-morten-hoegh-bog-scaled

BOGANMELDELSE: “Læg smerterne på Hylden” – Afhjælp og mindsk dine kroniske smerter” af Lotte Heise & Morten Høgh, 2020.


“Læg smerterne på hylden” er skrevet af et stærkt forfattermakkerskab, nemlig foredragsholder og radiovært Lotte Heise, som har levet med kroniske smerter siden sine tidlige 20’ere og på den anden side fysioterapeut og smerteforsker Morten Høgh.

Gennem personlig beretning og videnskabelige betragtninger giver bogen inspiration og redskaber til at mindske smerterne og til at navigere i et liv, hvor kroniske smerter fylder. Både smertepatienter, deres pårørende og andre, der gerne vil blive klogere på kroniske smerter, kan få meget ud af at læse med.


Beretning fra en stålsat kvinde
I bogen bliver vi taget med ind i, hvad en hverdag med smerter betyder for Lotte Heise, og hvordan hun gennem årene har udviklet måder til at håndtere de udfordringer, som det giver at leve med kroniske smerter. Lige fra morgenritualer med et omfattende træningsprogram der ALDRIG springes over, over håndtering af en omverden, som ikke altid forstår, og til hvordan hun tackler det at blive ved med at være sig selv, i det der nu engang er hendes hverdag.

Mange af os kender Lotte Heise, som den stærke rappenskralde, og det er da også den kvinde, med en selvforståelse om at skulle være stærk og fandenivoldsk, som kommer til udtryk i bogen. Det skinner igennem i hendes enormt disciplinerede tilgang til smerterne og et mod til at stå op for sig selv, når andre ikke forstår at små hensyn kan betyde forskellen på, om man kan deltage i den middag, sølvbryllup osv., og ikke mindst, hvor mange dage det tager at betale regningen efterfølgende.

Gennem årene har hun fundet mange praktiske ting, som kan lette hendes hverdag, fra gulvvarme og stearinlys til at øve sig i at bede om hjælp fra omverdenen. Det er til god inspiration til at begynde at reflektere over, hvad der hjælper for en selv. Lottes historie er den røde tråd i bogen, hun beretter om hendes måde at tackle hverdagen, både om sejrene men også om ensomheden i at være alene om smerterne og om at skulle acceptere de fravalg, som de bringer med sig. Ligeledes får vi et indblik i de mennesker og værdier, som har fået hende igennem, og det er faktisk ganske spændende at læse, hvordan de spiller ind.


Råd til at tage styring over smerterne
På den anden side af bordet sidder Morten Høgh, fysioterapeut og smerteforsker, en stemme i debatten om behandling af smerter, som på mange måder repræsenterer et nyt perspektiv, hvor det at mindske smerter rækker meget længere ud end behandling. Grundlæggende vil Morten Høgh have os til at tage en mere aktiv rolle i rejsen mod at finde en god hverdag med smerterne.

Vejen går gennem at kende sine egne smerter, så man er bedre klædt på til at forklare dem både til behandlere og til ens omgivelser. Ligeledes må den smerteramte også at finde ud af, hvad der er vigtigt for netop én selv, hvad enten det er den daglige gåtur, at kunne løfte børnene eller noget helt tredje. Bogen kommer med nogle konkrete råd til, hvordan man kan arbejde med både det at formidle smerterne og det at finde meningsfulde mål.

Et godt eksempel som bogen tager fat på, er samspillet mellem patient og behandler. I dag ved man, at behandling og smertelindring er komplekse størrelser, som afgøres af langt mere end det umiddelbart målbare. Derfor må man gøre op med jagten på den ideelle behandling, fordi langt flere faktorer spiller ind udover evidensen af selve behandlingen.

Behandlingens effekt vil i høj grad være afhængig af de involverede personer; patient og behandler. Der skal nemlig være tillid i relationen og behandling og mål skal være meningsfulde for den smerteramte. Morten Høgh uddyber det sådan:


“Faktisk er der efterhånden overvældende dokumentation for, at tanker, forventninger, ritualer, vaner, læring etc. er mindst lige så effektivt for nogle mennesker, som medicin kan være for andre.”

For Lotte Heise blev mødet med en behandler definerende for hendes måde at leve med smerterne, og hendes historie understreger netop, hvordan hendes tillid til behandlere og hendes egne overbevisninger har styret den måde hun har lært sig selv at tackle smerterne.

Morten Høgh sætter Lottes skildring ind i et videnskabeligt perspektiv på en lettilgængelig og saglig måde, hvor vi som læsere får en forståelse for, hvorfor Lotte oplever, at de ting hun gør for at overkomme smerterne, virker for hende, og hvordan den måde hun tackler smerterne, har indflydelse på, at de ikke får overtaget.

Personlig beretning og videnskab i stærk forening
“Læg smerterne på hylden” giver en lettilgængelig indføring i, hvordan smerter fungerer, hvordan videnskaben er blevet klogere på smerter over tid, og hvilke faktorer der er på spil, fysisk og psykisk, når man oplever smerter og finder veje til at håndtere dem. Bogen lykkes virkelig med at kombinere den personlige beretning med de nye perspektiver, som smerteforskningen leverer.

Lottes fortælling er central, men bliver ikke ophøjet til en sandhed, som bare skal efterfølges. F.eks. når Morten Høgh argumenterer for, at Lottes træningsprogram er rigtigt for hende, men at det hænger stærkt sammen med den betydning, hun selv har tillagt det; at det er vigtigt for hende, og fordi det er lykkedes hende at skabe formlen gennem et tillidsfuldt samarbejde med de behandlere, hun har mødt på sin vej.

Det er stærkt, for selvom de personlige beretninger kan være inspirerende, så kan de altså også ramme vores utilstrækkelighedsfølelse. Selv har jeg i hvert fald oplevet at læse om nogen med lige dele fascination og tilskyndelse til at slå mig selv i hovedet med ikke selv at kunne præstere lige så godt. Derfor var alene navnet på bogen “Læg smerterne på hylden” da også lige ved at få mig til at, nå ja, lægge den tilbage på hylden, fordi budskaberne om at man bare skal overkomme det man står i, sjældent leder til andet end dårlig samvittighed. Heldigvis serverer de to forfattere budskabet om at tage ansvar for egen håndtering af smerter på en måde, der både er saglig og uden løftede pegefingre.

Selvom bogen er målrettet smertepatienter, så er dagsordenen i bogen bestemt også relevant i en bredere kontekst, når vi ser på, hvordan behandlingssystemet og samfundet generelt anskuer smertepatienter, så er der meget at hente i denne tilgang. Her er en udvikling på vej, men der er masser at arbejde videre på, for til trods for, at så mange mennesker har kroniske smerter, så er de fleste menneskers viden om smerter begrænset og præget af misforståelser og et forældet smertesyn, og her kan bogen være med til at gøre op med myter og tegne et mere nuanceret billede af kroniske smerter.

Picture of FAKS

FAKS

Artiklen er skrevet og produceret af Kristina Knudsen

STØT FAKS

Støt FAKS og vores indsats for at bedre forhold for smerteramte – læs mere om mulighederne her”
STØT OS