God Kommunikation

God Kommunikation

God kommunikation med sine omgivelser er vigtig især, når man lever med en usynlig sygdom som kroniske smerter.
Jeg vil begynde med at sige, at jeg på ingen måde selv er det bedste forbillede på området.

Netop derfor ved jeg også af egen kedelig erfaring, hvor vigtigt det er at have god kommunikation med sine omgivelser omkring sine smerter og ressourcer for at undgå misforståelser og konflikter.

Artiklen her kan forhåbentlig være til hjælp og inspiration for dig, der lever med kroniske smerter og for dine pårørende.

Ekstra behov for kommunikation.

At kommunikere godt med sine omgivelser er selvfølgelig vigtigt for alle mennesker. Alligevel er der nogle særlige omstændigheder ved det at leve med en usynlig sygdom, der gør det nødvendigt at sikre sig, at ens omgivelser forstår én. Der er rigtig mange omstændigheder i vores liv, hvor vi ikke behøver åbne munden, fordi forholdene og forventningerne er indforståede.
Vi har heldigvis ikke behov for at afstemme alting her i livet mundtligt, fordi vi ofte har nogle fællestræk og fælles forståelsesrammer, som vi handler ud fra som mennesker. Når man får kroniske smerter, bliver disse rammer for mange mennesker markant ændret, og det som opfattes som normalt at kunne for flertallet, kan pludselig være en stor udfordring for den som lever med smerterne.

Helt almindelige hverdagsaktiviteter som f.eks. at handle ind og gøre rent bliver pludselig en tung byrde, der kræver mange ressourcer, og som kan forværre smerter og livskvalitet. I denne situation er det vigtigt, at man kommunikerer klart til omgivelserne, hvad man kan og ikke kan, fordi de ellers ubevidst vil gå ud fra, at man kan det samme som dem selv.

Følelsen af at være til besvær.

Som udgangspunkt er jeg selv rigtig træt af, at jeg hele tiden skal forklare omverden mine begrænsninger for at undgå misforståelser. Du kender det sikkert selv – på den måde bliver man hele tiden mindet om sine begrænsninger og føler sig anderledes og til besvær. Men hvis man ikke gør det, giver det til gengæld unødige misforståelser og konflikter.

Dette gælder for eksempel, når mine omgivelser tager det for givet, at jeg kan deltage i visse aktiviteter, eller de beder om hjælp, der overstiger mine ressourcer og giver mig flere smerter. Så bliver jeg irriteret og automatisk tænker jeg, at de burde vide bedre.

Men når jeg tænker efter, ved jeg jo godt, at de ikke gør det i ond tro. For det første er det ikke alle, som kender mig lige godt og derfor kender til min situation. For det andet kan de, som kender mig, sagtens glemme, hvad jeg kan og ikke kan i situationen. Desuden er der både gode og dårlige dage, så der kan være stor forskel på, hvad jeg kan den ene og den anden dag.

Tilsammen gør dette det ikke ligefrem lettere for omgivelserne at forstå mig og tage hensyn.

Selvfølgelig ville det være bedst, hvis folk automatisk tog hensyn, men jeg ville også blive ked af det, hvis der slet ikke var nogen som turde spørge mig om min hjælp eller deltagelse i noget.

Åbn munden og lær at lytte.

Ofte tænker jeg, at det ville gøre livet meget lettere, hvis mine smerter var synlige for omverden, eller mine omgivelser ligefrem kunne læse mine tanker. Så ville de vide præcis, hvornår de skulle tage hensyn og ikke gøre det. Desuden ville jeg ikke hele tiden skulle italesætte mine begrænsninger og behov for hjælp.

Sådan er verden nu engang ikke indrettet, og derfor er det første skridt, at du åbner munden og fortæller, hvad du har på sinde. Det er selvfølgelig vigtigt samtidig at gøre det på en måde, der er med til at bane vejen for en god åben dialog. God kommunikation indebærer også at lytte, og at begge parter forsøger at leve sig ind i den andens måde at opleve tingene på.

Held og lykke med den gode kommunikation.

 

Lars Bye Mølle

Lars Bye Mølle

Lars Bye Møller er frivillig i foreningen, hvor hans fokus bla. er på videns- indsamling og deling. Lars har selv levet med kroniske fibromyalgi smerter i 20 år.

Del på facebook
Del på email
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Heart shape flying sugar cookies with pink glaze for Valentine's

Vi samler Cookies og data

Gennem at besøge faks.dk så accepterer du vores cookie & privatlivspolitik samt persondatapolitik