Fra smerter og alkohol til hobbyvirksomhed og nyt liv

Alkohol blev brugt til at dulme smerterne, men var til sidst ved at koste ægteskabet. I dag har Carsten Sørensen fået sit liv tilbage – og finder ro og glæde ved at hjælpe andre.

Af Marianne Graven.

Carsten Sørensen - personlig historie

 

Tilbage i 2007 var det slut med det smertefrie liv. Rygsmerter, der viste sig at være flere diskusprolapser i lænden, førte hurtigt til operation – en operation, der desværre ikke gjorde livet bedre. Tværtimod. 

”Efter operationen fortalte kirurgen mig, at de kun havde fjernet de to øverste, fordi den nederste lå så tæt på nervebanerne, og havde de forsøgt at fjerne den også, så havde risikoen for en permanent lammelse været til stede. Nok et klogt valg fra kirurgens side, for jeg kunne jo have risikeret at sidde i en kørestol i dag. Havde jeg kendt dette udfald på forhånd, så havde jeg helt afstået fra denne operation,” fortæller Carsten Sørensen.

En blodprop i benet – og en deraf følgende dropfod – samt en mindre blodprop i hjernen var blot nogle af de følgesygdomme, der fulgte i kølvandet på rygoperationen, og som sendte Carsten længere væk fra den hverdag, han kendte. Væk fra det aktive og kendte arbejdsliv, hvoraf langt de fleste var som automekaniker. 

”Det havde været bedre helt at lade være med at gøre noget – og så blot medicinere mig mod smerterne. Man kan jo altid være bagklog. Enden på det hele blev faktisk, at jeg nu havde flere smerter,” siger Carsten. 

”Hele mit smerteforløb startede, da jeg arbejdede hos et nyetableret sommerhusudlejningsbureau i Marielyst. Det var bestemt ikke fordi, dette job var årsagen til mine smerter, men det blev tilfældigvis lige der, det begyndte. Mit bud på de tilegnede skader, som til sidst gjorde, at min ryg gav op, ligger i mit mangeårige arbejde som automekaniker, lige fra lærling til svend, og sluttelig som værkfører. Min værnepligt i Civilforsvaret (i dag Beredskabet) har også gjort sit. Meget af det, som vi blev budt i de år, ville Arbejdstilsynet have sagt stop til i dag.”


Smertemedicin og alkohol

Efterfølgende blev smertestillende medicin en naturlig del af Carstens liv. Ketogan blev en hyppig ven – og det var meget svært at komme ud af den afhængighed igen.

”Jeg kender det desværre fra alkohol. Jeg har nemlig også været alkoholiker på grund af mine kroniske smerter, og jeg må tilstå, at det var med skam. Det er bare en opskrift på, hvad der også kan virke mod smerter. I mit tilfælde startede det med bare en enkelt, måske to glas cognac om aftenen,” siger Carsten. 

Heldigvis satte konen foden ned, og det fik Carsten til at vågne op – og sætte en prop i. Det var selvfølgelig ikke nemt, men med den rette hjælp og antabus gav afhængigheden langsomt slip i Carsten. 

”Jeg kan i dag takke min kone for, at jeg er helt og totalt fri af det skidt. Det var hårdt, men det hele værd,” siger han.


De psykiske mén er sværest

Det var og er de psykiske efterveer, som har ramt Carsten og hans kone hårdest. Efterfølgende stødte der nemlig endnu et mén til sygehistorikken – en meget smertefuld sten i den venstre nyre. Tre operationer skulle der til, før den opløstes, og det er først for nylig, at Carsten er blevet erklæret rask ift. nyrestenen.

”Det kan ikke undgås, at man bliver lidt bange efter sådan en omgang. Det er altså noget, der påvirker ens nervesystem og øger den form for depression, der allerede er til stede. Det er derfor forståeligt, at man er skrækslagen, når man får indkaldelsen til næste operation,” siger Carsten.

 

Hjælper med IT i dagligdagen

I dag har Carsten overskud til at hjælpe andre, og det har han fundet stor glæde i. IT har alle dage været noget, som Carsten har beskæftiget sig med, og i dag har han derfor en lille hobbyvirksomhed, hvor han hjælper folk med alt, der har med dagligdags brug af computer at gøre. 

”Det er især den ældre generation, jeg primært hjælper. Vi har alle noget, vi er gode til noget – også os kronisk smerteramte – og IT er det, jeg er god til,” siger Carsten. 

”Der er mange muligheder for at kunne dele sine erfaringer med andre. Man kan gøre det til en sidegesjæft, som jeg har gjort det. Det giver mig livskvalitet og glæden ved stadig at ”kunne bruges til noget” og samtidig hjælpe andre.”

 

Efter alkoholikertiden

Carsten var som nævnt alkoholiker i en periode på tre år – en svær tid for både ham og hans kone. 

”Alkohol dulmede mine smerter. Det virker, men jeg vil bestemt ikke anbefale den måde at håndtere problemer og smerter på. I mit tilfælde var det meget tæt på at have kostet et ellers solidt ægteskab, men det blev heldigvis afværget i sidste øjeblik. Det var ene og alene min kone, som var årsagen til, at jeg kom ud af det skidt, og det er jeg hende evigt taknemmelig for. Det gik først op for mig, hvor alvorligt det egentlig er, da jeg bliver stillet stolen for døren,” siger Carsten om forholdet, der i dag er blevet langt mere sundt. Villaen er byttet ud med en lejlighed – og et godt sammenhold med de øvrige beboere. 

”Jeg havde ellers lovet mig selv, at jeg ikke ville bo i ”sådan en stærekasse”, men jeg er alligevel kommet på andre tanker. Her er ingen vedligeholdelse af træhus, intet havearbejde, ingen ejendomsskat og ingen dyre husforsikringer. Det er lige som det skal være!”



Picture of Artikel af Marianne Graven

Artikel af Marianne Graven

Marianne Graven har en sundhedsfaglig baggrund og er pårørende til et nærtstående familiemedlem, som lever med smerter.

STØT FAKS

Støt FAKS og vores indsats for at bedre forhold for smerteramte – læs mere om mulighederne her”
STØT OS