At være kroniker eller ikke være kroniker

sadness-gd38e0d32b_1920

 Efter jeg har læst dette nummer af Smerteliv, om tid defineret i forhold til det, at være kroniker, har
jeg tænkt over, hvad det egentlig betyder, for mig, både at læse ordet kroniker som en label andre
sætter på mig med, men også funderet over, hvorfor jeg ikke selv definerer mig som kroniker. 

Hvad vil det sige at være – to be or not to be – som Hamlet sagde i sin depression, hvor han satte
spørgsmålstegn ved livet, selve livets værdi, og hvis han havde haft modet sikkert have gjort en
ende på det – livet. 

At være i livet kan være svært til tider, og det kan være nemmere til andre tider……. for alle
mennesker. 

At definere sig selv som kroniker eller definerer andre som kronikere lyder, for mig, som et tungt
sted at være – hele livet, resten af livet. 

Jeg er helt klar over, at have en kronisk sygdom er et tungt sted at være, men for mig er det mere
end det.


Jeg er ikke kroniker


Jeg har kroniske smerter


Er det ikke det samme, tænker du måske? Jo og nej.


Når jeg siger, jeg ikke er kroniker, så der det fordi, jeg ikke ønsker, at det skal definere mig, for jeg
er meget mere end det!

Jeg er kvinde
Jeg er mor
Jeg er elskende
Jeg er elsket
Jeg er dannet
Jeg er uddannet
Jeg er …… ja listen er faktisk lang


Jeg har kroniske smerter, men jeg har også så meget andet, der er så mange andre sider af mig,
der får lov at fylde og definerer mig som menneske. Og hvordan jeg er i verden, som menneske,
defineres af mig og min håndtering af mine kroniske smerter. Jeg er ikke mine smerter – jeg har
kroniske smerter.


De kroniske smerter fylder nogle dage hele mit liv og tager alt min tid, men andre dage fylder
smerterne mindre, og der er tid og energi til andre ting.
At være eller ikke være kroniker, er et spørgsmål om ord, men ord har betydning.
Ord definerer mig som mennesker, både når jeg siger dem til mig selv, men også når de bliver
sagt af andre til og om mig.


Så vær opmærksom på hvilke ord du bruger om dig selv og vær opmærksom på, hvilke ord du
“tillader” andre at bruge, når de taler til dig eller omtaler dig.
Du er så meget mere end dine smerter.


Vi er så meget mere end vores smerter, ikke altid hele tiden, men i glimt, i timer, i dage, over tid –
sørg for at lade det fylde og nyd tiden, nyd livet 

 

Picture of FAKS

FAKS

Artiklen er skrevet og produceret af Gitte Frydensberg Lauritsen, sygeplejerske og medlem af FAKS - Foreningen af Kroniske Smertepatienter .. Også for Pårørende

STØT FAKS

Støt FAKS og vores indsats for at bedre forhold for smerteramte – læs mere om mulighederne her”
STØT OS