Patientforening: Smerteramte har svært ved at blive taget seriøst hos egen læge

Patient complaining of back pain

Når patienter med kroniske smerter går til deres egen læge, møder flere mistro og mistillid. Det mener patientforeningen for kroniske smertepatienter, der peger på, at lægerne ikke er gode nok til at håndtere de smerteramte. Foreningen mener, at lægerne har brug for mere uddannelse, mens de praktiserende lægers faglige selskab afviser.

Smertepatienter oplever ikke altid at blive taget alvorligt, når de henvender sig til deres egen læge. 

Det mener næstformanden i Foreningen af Kroniske Smertepatienter (FAKS), Lise Lotte Pedersen. 

”Det kan være et problem, at kroniske smerter ikke tages seriøst hos de praktiserende læger. For nogle af vores smerteramte medlemmer kan det være en udfordring at finde en imødekommende læge, der anerkender kroniske smerter og ikke tager imod én med skepsis,” siger hun.

Sundhedsstyrelsen anslår, at mere end 20 procent af den danske befolkning lider af kroniske smerter. Kroniske smerter defineres som smerter gennem mere end seks måneder. I nogle tilfælde er årsagen til smerterne kendt som ved slidgigt og hos kræftpatienter, der har fået kemoterapi, mens årsagerne i andre tilfælde er ukendte. 

Som at blive slået i maven

De praktiserende læger har en særlig vigtig rolle for kroniske smertepatienter, da de er patienternes første møde med sundhedsvæsenet og dem, der kan viderehenvise de smerteramte til eksempelvis et smertecenter eller udredning, forklarer Lise Lotte Pedersen. 

”For mange smerteramte kræver det overvindelse at gå til sin egen læge og forklare, hvilke smerter de har. Ofte er det svært at præcisere smerterne, og til tider kan man blive misforstået. De smerteramte frygter ikke at blive taget alvorligt, og det kan føles som et slag i maven at blive affejet, hvis de får at vide af deres læge, at de kan tage et par smertestillende og komme igen, hvis det ikke hjælper,” siger hun og forklarer, at nogle går i årevis med deres smerter, før de tager til lægen.

Det har den konsekvens, at nogle smerteramte ikke opsøger lægen igen, da det kan virke uoverskueligt. De får derfor ikke den hjælp og behandling, som de burde få, og i nogle tilfælde føler smertepatienter sig nødsaget til at skifte læge for at blive taget alvorligt, forklarer Lise Lotte Pedersen.

”Til sidst magter man ikke at blive ved med at kæmpe, hvis man ikke føler sig hørt eller taget seriøst, og det er rigtig ærgerligt. Mange begynder at leve med smerterne og indrette sit liv efter dem, men det er en udfordring, at mange smerteramte måske ikke får den rigtige hjælp i dag,” siger hun og peger på, at de praktiserende læger skal være bedre til at henvise til relevante hospitalsafdelinger og klinikker. 

Lise Lotte Pedersen understreger samtidig, at det ikke er alle praktiserende læger, som har svært ved at forstå og viderehenvise smerteramte, men at det kan være svært for læger at behandle smerte, da det kan være en diffus lidelse uden en klar årsag. 

Tal fra Gigtforeningen viser, at hver fjerde med gigt oplever, at deres egen læge har svært ved at forstå deres smerte, og hver femte føler sig isoleret.  

Intet nyt efter ICD-kode

I 2019 blev kroniske smerter anerkendt som en selvstændig diagnose af WHO, og lidelsen fik sin egen diagnosekode (ICD-11). Håbet var dengang, at anerkendelsen vil føre til større fokus på patientrettigheder og en bedre behandling af smerteramte. 

Det er dog ikke sket, mener Lise Lotte Pedersen.

”Det var et lettelsens suk, da kroniske smerter blev anerkendt som sygdom, fordi vi endelig følte, at vi blev taget alvorligt. Men vi har ikke set en effekt efterfølgende, og mange føler, at de stadig skal kæmpe for at få en diagnose,” siger hun og fortsætter:

”Det er ikke altid, at lægerne kender diagnosekoden eller ved, at den eksisterer, og det gør, at mange med kroniske smerter fortsat skal kæmpe for, at deres sygdom bliver anerkendt af systemet. Og det er vildt hårdt.”

Det kan være særlig vigtigt for smerteramte at få diagnosekoden, da den skal bruges, når smerteramte henvender sig til kommunen for eksempelvis at søge om pension og hjælpemidler eller sygehuset for at få behandling, forklarer Lise Lotte Pedersen.

Ingen skam ikke at vide alt

Sundhedsstyrelsen har over de seneste seks år udgivet otte nationale kliniske retningslinjer for behandling af forskellige former for smerter. Og sidste år udgav smertelægernes internationale selskab IASP en ny definition på smerter for at fremme bedre udredning og behandling af smerteramte.  

Det lader dog ikke til, at den viden har nået de danske lægeklinikker, mener Lise Lotte Pedersen, der forklarer, at der findes den nødvendige viden på området, og det i stedet  handler om en holdningsændring.

”Jeg tror ikke, at behandlingen af smertepatienter bliver bedre, før de praktiserende læger i højere grad bliver skolet bedre i smertebehandling og udredning af kroniske smertepatienter. Med mere viden og uddannelse til lægerne om diagnosen, og hvordan man taler om smerter, kan vi komme langt,” siger hun.

Og så skal de praktiserende læger anerkende, at de ikke altid ved alt, mener Lise Lotte Pedersen og forklarer, at mange smerteramte oplever, at deres egen læge står af, når prøver som røntgen, scanninger og blodprøver ikke giver en forklaring på smerterne.

”Der er bestemt ingen skam ved at anerkende, at man ikke kan hjælpe sin patient, men i stedet sende dem videre i sundhedsvæsenet. Tværtimod vil det hjælpe den enkelte og opklare de misforståelser, der kan opstå,” siger Lise Lotte Pedersen.

Der findes 11 offentlige tværfaglige smertecentre og -klinikker rundt om i landet samt fem private. Et forløb strækker sig typisk over et år eller to og er nogle gange længere, der er derfor lange ventetider til flere af de offentlige smerteklinikker.

Ikke uddannelse men ressourcer

Formand for Dansk Selskab for Almen Medicin, Anders Beich, anerkender, at nogle smertepatienter føler sig mistænkeliggjorte eller affejet hos deres egen læge. 

”Hvis patienter har oplevet, at deres læge har været særligt tilbageholdende med at udskrive medicin, eller den praktiserende læge har haft svært ved at viderehenvise deres patienter, fordi der ikke var de rette tilbud, kan det opfattes som at blive affejet eller ikke at blive taget seriøst, men det er langt fra tilfældet,” siger han og peger samtidig på, at smertebehandling indeholder en lang række tiltag og ikke kun er medicinsk.

Anders Beich, der har lægepraksis i København, er dog enig i, at nogle smerteramte ikke får den hjælp, som de har behov for i dag. Det er dog ikke de praktiserende læger, der kan løfte den opgave. 

”Jeg kan godt forstå, hvis smerteramte ikke føler, at de bliver hjulpet godt nok. Der mangler ressourcer til at afhjælpe dem i form af bedre tværfaglig behandling og flere tilbud, end der er i dag,” siger han og henviser blandt andet til antallet af smertecentre og -klinikker samt deres ventetider.

Det er dog ikke et spørgsmål om at uddanne læger bedre, som FAKS peger på, mener Anders Beich. For der er allerede et stort fokus på den voksende gruppe af kronikere i lægeklinikkerne, peger han på.

”Vi har fokus på de kronisk smerteramte i praksis, og vi vil gerne hjælpe dem med eksempelvis henvisninger, men det er vanskeligt, når der ikke altid er de rette tilbud eller behandlinger at henvise til. Det kan være meget frustrerende for både patient og behandler,” siger han og peger på, at der mangler en national smertebehandlingsplan.

”Sådan en plan vil gøre, at man vidste, hvordan og hvilke muligheder, der er, og hvad der skal til for at behandle folk med langvarige kroniske smerter, inden de ender med at blive kronificeret (at blive kroniske patienter, red.),” siger han.

FAKS støtter også op om en national plan for kroniske smerteramte og har netop været i Folketingets Sundhedsudvalg for at præsentere deres forslag

Picture of FAKS

FAKS

Artiklen er skrevet af Natacha Houlind Petersen d. 29. juni 2021 for propatienter

STØT FAKS

Støt FAKS og vores indsats for at bedre forhold for smerteramte – læs mere om mulighederne her”
STØT OS