Hej med jer! Mit navn er Karin Solva Poulsen. Jeg er 52 år og har levet med kroniske smerter lige siden jeg blev opereret for hoftedysplasi i 1995, og indtil videre været igennem i alt 7 operationer.

Jeg udgiver musik, jeg har brugt musikken som min terapi og til at hele mig selv – men også for at dele min historie med andre i samme situation. Jeg har lavet sangen ”NU Har Livet Igen Taget Fat” Sangen handler om, hvordan det er at leve med så stærke smerter, hvor man bare ikke kan finde roen, og hvordan ensomheden sniger sig ind på en, fordi man føler sig helt alene og ikke mindst når de stærke smerter overtager ens krop. Samtidig er budskabet i min sang; hvor vigtigt det er at holde fast i håbet, til trods for man lever i smerternes vold. Fordi hvad er livet uden håb? Det er ubeskrivelig følelse som går igennem en når man så får sat ord på sine følelser man sidder tilbage med og får udviklet det til en sang. Sangen satte ord på alle de tanker som har strømmet igennem min krop de sidste mange år.

Som ung var jeg en sprudlende ung dame, med fyldt af energi, spillede fodbold, volleybold løb, havde fast arbejde, var ude og spille musik/optræde med musikken til festivaler, byfester, firmafester m.m. Men pludselig som lyn fra klar himmel blev det sat en stopper for det pga. kroniske smerter, ikke kun var jeg ramt af stærke kroniske smerter, men i forvejen har jeg en medfødt sygdom lavt stofskifte, og i 2014 blev jeg ramt af autoimmum sygdom som kaldes Morbus Crohn, en tarmsygdom som medfører gode dag og til tider mange trælse dage, og til sidst ikke mindst får jeg noget hjertemedicin for hjertekramper

I mange år isolerede jeg mig følelsesmæssigt i mig selv, ved at opretholde en facade, hvilket jeg nok stadigvæk gør indimellem, men nok afhængigt af hvem spørger mig. Efter jeg blev førtidspensionist i 2005, som i øvrigt slog mig hårdt psykisk, da jeg havde meget svært ved at acceptere, at jeg ikke længere var den gamle glade sprudlende unge dame, der hoppede rundt, tog jeg mig selv i at tænke tanken er livet mon slut for mig nu?

Men noget inde i mig skreg, nej tænkte jeg, det var noget tilbage i mig som stadig havde en kampgejst som man ofte får fx igennem sporten. Jeg stillede mig det spørgsmål, hvad skal ske nu? Jeg begyndte at finde roen i at skrive og sætte ord på de tanker jeg havde. Ordene flød bare igennem mig, og ordene blev til mine egne sange hvor jeg både har skrevet og komponeret, dermed fandt jeg glæden og håbet om at slå til igen som menneske. 

Og som jeg udtrykker i sangen:

”Nu har livet igen taget fat
Intet kan kue mig, for håbet holder hånden over mig”

Det er den tanke jeg holder fast i – den dag i dag, fordi i alt for mange år gav jeg mine sygdomme magten til at definere hvem jeg var. Men i dag har jeg fundet ud af man er ikke sygdommen, man er helt sin egen person, og har så meget mere at byde på.  Jeg håber med min sang, at andre kan finde trøst i den som jeg fik.

Hør sangen på YouTube