FAKS politiske arbejde – lidt indsigt

Fashion designer ordering fabric, talking on phone

I FAKS arbejder vi på flere forskellige politiske problemer, som påvirker alle inden for sundhedsvæsenet. Vi lytter til alle de råd og anbefalinger som vi får, af både medlemmer og andre interesserede mennesker.

I øjeblikket  forsøger vi at skaffe flere ressourcer til smerteklinikker, så der kan komme mere personale til, så der kan åbnes flere smerteklinikker rundt i landet. Udover dette, så snakker vi med politikere i alle lag om ændringer i det nære sundhedsvæsen og på det nationale niveau.

Vi er med i et sundhedspolitisk netværk (SAMU), hvor vi direkte kan henvende os til dem som har magten indenfor sundhedsvæsnet.

Vi har haft samtaler med FADL (Foreningen af Danske Lægestuderende) omkring uddannelse af flere smertelæger i gennem kurser, hvori de støtter op omkring dette. Vi er med i en podcast-serie for at skabe større opmærksomhed omkring smerteområdet.

Vi har dialog med Sundhedsstyrelsen om mange ting – alt fra smerteklinikker til behandlingsgaranti. Der er rigtig mange bolde i luften, og vi balancerer dem rigtig godt.

Blandt andet så har vi stor fokus på, at der skal være en større kommunikation mellem smerteklinikker og den praktiserende læge. Vi oplever tit, at der kan være problemer som opstår efter et forløb på smerteklinik, er afsluttet. Hvad enten det er forskelle i medicinering, videre behandling eller nedtrapning. Det har vi fokus på, og det skal forbedres. Man skal ikke som smertepatient havne i et hul mellem to poler. Det kræver flere ressourcer for smerteklinikkerne før de har mulighed for denne opfølgning. Det kræver penge, og det er en del af vores større politiske budskab.

Det er dog ikke altid lige nemt 

Lad mig give et eksempel.

Vi har forsøgt at få aktindsigt i hvordan nogle smerteklinikker fungerer, så vi har noget statistik omkring dem. Dog, grundet Covid19 og andre årsager, så har der været massiv udskiftning inden for Sundhedsstyrelsen. Hvis der skrives en mail til én medarbejder, så kan det være at medarbejderen ugen efter ikke længere arbejder der. Så ligger mailen blot og venter.

Samtidigt så er det ufatteligt svært at få møder med både Sundhedsstyrelsen og politikere indenfor Christiansborg. Naturligvis, så kan mange af de her problemer tilskrives manglende interesse, fordi vi har haft en pandemi. Trods dette, så kæmper vi på jeres vegne, så vi kan få skaffet jer bedre vilkår i det danske sundhedsvæsen.

Tilstand eller udvikling

Det kan derfor tit føles som om der ikke sker nogen udvikling. Indenfor det politiske system, så er ændringer og resultater svære at få til at ske hurtigt. Det er realiteten. Vi arbejder alt det vi overhovedet kan for at skabe resultaterne, men det er selvsagt svært når alle ønsker indflydelse. Det betyder dog ikke, at der ikke sker noget. Der er hele tiden ændringer og udviklinger inden for politik.

Vi kan se, at flere får øjnene op for smerteområdet. Vi gør altid opmærksomme på, at det er en virkelig stor gruppe af mennesker, som påvirkes af smerter hver dag. Derfor vil vi heller ikke give op i kampen om smerteramtes rettigheder. Hvis der er nogle spørgsmål, så må I hjertens gerne skrive til mig på tobias_porsti@faks.dk, så svarer jeg gerne på alt som jeg overhovedet kan.

Venlig hilsen Tobias Pörsti

Næstformand, FAKS

Picture of FAKS

FAKS

Artiklen er skrevet og produceret af frivillige fra FAKS - Foreningen af Kroniske Smertepatienter .. Også for Pårørende

STØT FAKS

Støt FAKS og vores indsats for at bedre forhold for smerteramte – læs mere om mulighederne her”
STØT OS