Anne’s historie

Jeg husker den dag. Den friske efterårsduft, den overskyet himmel, stemningen mens vi glad og spændte blev vores tur. 1-2-3 rid. Fokuseret og målbevidst rider jeg afsted. Jeg havde det største overskud, altid glad, stærk, og kunne alt. Slut i banen kommer jeg til et stort område med græs, min hest galoperer i højt tempo, vi skal indhente noget tid. Vinden får mine øjne til at løbe i vand og den her susende lyd fylder mine tanker, mens jeg målrettet kigger frem mod næste forhindring. I det sekund snubler min hest. I det sekund går alt i stå.

”Det er som i det sekund at gå fra ingen smerte til smerte på 100”

 Jeg husker hvor stærkt det går. Hvordan jeg slynges ud over hovedet på min hest, helt uforberedt, og lander liger direkte på mit hoved. Jeg husker følelsen af min hjerne bliver kastet frem i panden og tilbage i nakken. Det er som i det sekund at gå fra ingen smerte til smerte på 100. Jeg kigger efter min hest der ligger en meter fra mig og river min ridehjelm der er flækket og sat sig fast i min brækkede næse fri. Jeg bander inde i mit eget hoved. For helvede altså….

Og i det sekund bliver jeg klar over, jeg ikke bare har slået mig, men at det her føles helt forkert. Jeg bliver liggende, for det er som om min krop ikke kan andet. Som at jeg derfra lidt mister grebet. Alt herfra er sløret og uvirkeligt. Jeg husker ikke tid og sted. Jeg kaster op og har det forfærdeligt, husker jeg flere gange skriger af smerte i ambulancen. Morfinen får mig endnu længere væk. Det hele bliver som at vågne op i en drøm. Er nyt liv.

I tiden efter

I måneder ligger jeg hjemme, som en grøntsag i sengen. Jeg kan ikke selv rejse mig fra sengen. Jeg kan knap holde balancen, når jeg skal på wc. Mit hoved skriger. Det gør så ondt at jeg i dage bare ligger helt stille i et mørkt rum. Det er som at miste hele forbindelsen til livet, som at alt bare går i stå. Bare at tænke er umuligt og at overskue andet end at sove.

”Jeg har mistet kontrollen over alt”

Jeg husker utallige indlæggelser, hvor jeg ligger i fosterstilling og ryster af smerte. Bare det at tale var en pinsel.  Alligevel får jeg enormt ringe hjælp. Jeg er faktisk ikke bevist om, hvad jeg undersøges for og hvordan. Mit overskud er væk. Jeg har mistet kontrollen over alt.

”Det blev min klippe, et trygt sted jeg kunne søge hen og finde glæde og håb”

Da jeg begynder efter nogle måneder at få det bedre, vågner tanken “hvad med hestene”. Min passion vækker lidt til livs i mig. I starten dog meget begrænset. Men det er som om at drivet for den her passion bare får mig op og i gang. Det overdøver smerten. Det var min redning. At min passion drev mig i gang. Det fik glæden tilbage trods smerterne. Og det gjorde at når jeg herfra og årene frem mødte modstand – at jeg trods alt have lidt af det jeg kunne fra før ulykken. Det blev min klippe, et trygt sted jeg kunne søge hen og finde glæde og håb.

Faktisk blev jeg endnu bedre rytter efter den ulykke. Det satte mit liv i perspektiv, og det gav mig en gnist til at leve endnu stærkere end førhen. Jeg blev så målrettet og opslugt af den her passion. Men det gjorde også, at jeg i mange år gik med skader, som ingen opdagede – og at jeg på samme tid forsøgte at presse mig selv fysisk, mere end min krop tålte.

”Men når kroppen siger stop, for alvor, så er løbet kørt”

I hele denne rejse – lærte jeg konstant at lære at lytte til min krop. Med passion og vilje kan man rigtig meget. Men når kroppen siger stop, for alvor, så er løbet kørt. En anden side er kroniske smerter. De æder en op langsomt. De spænder ben, ændre ens planer, æder ens sociale liv og gør alt meget mere besværligt. Du kan ikke bede smerterne vente 2 timer til du har handlet ind og købt tøj. De er din følgesvend alle døgnets timer. De driver dig ud på et spor meget få mennesker forstår.

Forsøget på at leve ”normalt”

De første år prøvede jeg at bekæmpe de her kroniske smerter ved bare at gøre de ting, som jeg havde planlagt. Bide tænderne sammen. Det var jo sådan man skulle være i denne verden. Men en dag var det heller ikke muligt længere. Jeg mærkede at min krop sagde mere og mere fra. Jeg var frustreret, ulykkelige og træt.

Værst var det at ingen forstod. Lægerne lyttede ikke. Der var ingen hjælp. Det var kronisk…..

Fra at gå nogle år i håbet om, at det blev bedre, til den dag at skulle erkende, at det her var kronisk. Det blev ikke bedre, og det blev kun hurtigt værre, hvis ikke jeg ændrede de ting,  der sled for hårdt, de sidste små splinter af mit forhenværende liv. Min passion. Min identitet.

Det skete efter desperation for hvad der var galt i min nakke og hjerne. En dag i Barcelona, hvor jeg sad overfor en af verdens bedste neurokirurger. Dagen jeg faktisk havde set frem til. Det kunne jo være min redning, måske de kunne reparere mig. Min kæmpe iver og gnist for min passion overdækkede tankerne om muligheden for, at de ikke kunne hjælpe mig med gode nyheder.

“ohh lucky you have so strong muscles”

Jeg husker det møde. Jeg husker neurokirurgen så mine scanninger og kiggede på min nakke – og hans ord “ohh lucky you have so strong muscles”. Jeg husker hans alvorlige blik i øjnene. Mens han fortalte mig roligt, at jeg havde været heldig. Det havde ikke gået helt så godt for en splejs uden muskler….

Og jeg husker hans ord “du må aldrig ride mere, det er alt for farligt for din nakke, et forkert slag eller fald – og du vil dø”.

Jeg græd som et lille barn, der havde mistet alt. Jeg husker de efterfølgende timer af tomhed – som om jeg var så tom inden i, at jeg intet kunne føle længere. Det sidste af mig var revet ud. Jeg husker, at jeg spurgte mig selv “hvem er du så nu”?

Det var så uvirkeligt, at jeg valgte ikke at stoppe med at ride og springe. Jeg var bange for at miste gnisten til livet. Så i stedet red jeg bare fremover med nakke krave og passede ekstra godt på.

”……dette var mit sidste spring”

Jeg vidste godt, at det var dumt. Men ærligt i det her smerte kaos og et i forvejen svært begrænset liv, ville jeg hellere være glad og løbe risikoen end deprimeret.

En ulykke kommer sjældent alene

Sommeren 2020, rider jeg mit sidste spring stævne, det vidste jeg dog ikke den dag. Min bedste hest Champ, snubler uheldigt i en landing og jeg lander med hovedet først. Heldigvis med nakke krave på. Men i det jeg lander og mærker kraften fra en 177cm høj hest det snubler over et 120cm højt spring, ved jeg, at dette var mit sidste spring. Mens vi venter på ambulancen, kommer den her tomhed igen. Jeg ved, at jeg skal til at deale med det, som jeg bare har udsat. Det føles som at alt den sidste energi blev suget ud af mig. Jeg var sluppet heldigt. De forstod det slet ikke.

De næste dage / uger hvor jeg efter lang tid i en seng roligt skulle i gang igen, var der mange tanker. Jeg er ikke pivet, og havde min far ikke stoppet mig, havde jeg igen bare redet videre på de her store spring heste. Jeg kunne slet ikke se mig ud af at skulle stoppe med det, som gav livet indhold – min livskvalitet. Dem jeg kender i spring  verdenen, miljøet, stævnerne, træningen og det at man træner til og de bestemte store stævner man hver år ser frem til.

”Det var det sidste identitet af Anne fra før ulykken”

Det var som at dø levende. Det var værre end de kroniske smerter. Jeg kunne slet ikke se mig ud af at skulle lave noget andet. Det var det sidste identitet af Anne fra før ulykken. Det sidste jeg havde tilbage som føltes som førhen. Jeg kunne sidde på min hest, og i det jeg red på stævne banen, red mod første spring var jeg smerte fri. Vi var i et.  Det var mit helle fra at have ondt, mit fristed, det gjorde mig hel og mindede mig om ikke at have ondt.

Det føltes umuligt at slippe. Det eneste øjeblik i 24 timers smerte helvede, der gav mening med livet og mening med at stå op hver morgen……. nu var det SLUT…Jeg kunne slet ikke rumme de tanker. Det var som at leve i en tornado af kaos. Konstant.

Men efter noget tid var det som om jeg vågnede op af det her kaos. Jeg aner ikke, hvor det kom fra. Men trods alt føltes forfærdeligt, fik min ene spring hest mig i gang. Jeg havde dengang 3 heste og fik efter min anden ulykke en anden til at ride de 2 andre heste.

”Og der startede en ny rejse”

Jeg blev nødt til at finde noget nyt. Noget jeg kunne holde til. Noget der stadig gav mig det her drive, men fungerede bedre for min krop.

Jeg fandt en ny passion

En dag så jeg så en western sadel til salg på Facebook. Og intuitivt kørte jeg hen og købte den til min hest. Og havnede helt tilfældigt på et sted hvor man kunne ride undervisning i western. Og der startede en ny rejse. Jeg solgte mit spring udstyr, sadler og alt der hørte med den tid, sagde tak for den tid og startede en ny.

Det var pisse svært. Skræmmende og ubehageligt at skulle bevæge mig ud i en ny verden hvor jeg ingen kendte. Det var som at skulle lære at cykle igen, men uden at ane hvorhen. Jeg anede ikke hvor dette bar hen. Men min intuition holdte fast i tanken om at det her var det jeg skulle nu. Med ugerne oplevede jeg hvordan min krop takkede mig, jeg fik mere energi og det gik op for mig hvor meget jeg havde presset min krop.

Det var pludselig som at noget lettede – at alt gik op i en større mening.

Og da jeg endelig slap den gamle identitet og bare åbnede mine øjne for nye muligheder, opdagede jeg en helt ny verden, der faktisk fungerede endnu bedre for mig og fangede min interesse lige så meget som springning gjorde.

”Hvor du bare kan være dig. Uden nogen dømmer dig”

Når man altid har ondt og selv en familiefest trækker tænder ud, folk forstår det ikke, man skal forklare og til sidst trække sig fordi man ikke kan mere. Nogle dage må man allerede aflyse dagen inden fordi kroppen bare ikke vil. Når man skal lære at leve med at folk ikke forstår det her og ofte vil misforstå og nogle gange også dømme dig, så er det bare vigtigt at have et sted hvor du er glad. Hvor alt det her ikke fylder for meget. Hvor du bare kan være dig. Uden nogen dømmer dig.

Det er sådan jeg har det med hestene. De bliver ikke sure når jeg har en dag med mange smerter og faktisk oplever man dem blive enormt milde og blide når de mærker at jeg har det skidt. De er bare heste – uanset hvad.

Det er nok derfor de hurtigt blev mit fristed. Hvor jeg lige kunne finde mit fodfæste og glemme alt det her.

At finde glæden igen

Det er vigtigt at finde disse glæder. At trods smerter – at kunne finde noget livskvalitet der får en til at se fremad. Mange dage i sengen kan trække hver en dråbe livsenergi ud af en. Man kan helt miste håbet. Og det er SÅ svært at tale med andre, for de forstår det ikke. De ser ikke alle dagene i sengen. Timerne med smerter hvor man ikke kan være til, de millioner ture til vagtlægen om aftenen, undersøgelser på hospitaler, ved specialister og dernæst at sidde tilbage med kroniske diagnoser og beskeden om at det skal du leve med.

Det vil drive selv det stærkeste menneske til gråd og fortvivlelse. Ikke at kunne alt det man vil, alt det man planlagde og alt det man forudså man skulle, ikke lykkes.

”9 år med kroniske smerter”

At sidde tilbage som 35-årig og kun kunne holde til få timers flexjob om ugen var ikke min drøm. At havde dage hvor jeg knap kan holde til at gå i bad eller lave mad havde jeg aldrig forstillet mig kunne ske. Det er i dag 9 år siden jeg kom til skade. 9 år med kroniske smerter. 9 år siden mit liv ændrede sig på et splitsekund.

Men jeg valgte hurtigt på min rejse, ikke at bruge energi på at være sur på systemet, lægerne eller føle det var uretfærdigt jeg havnede her.

Da jeg efter de første 3-4 år vidste det her ikke gik væk igen, valgte jeg at få det bedste ud af livet. At bruge alle minutter jeg har energi dagligt, på alt det jeg elsker. Alt det der gør mig glad og giver mig livskvalitet.

Jeg valgte bevist ikke at kæmpe for min retfærdighed. Men forstod folk ikke, så var det også okay. Jeg måtte bare slippe vrede og følelsen af dette ikke var retfærdigt, for ellers vidste jeg at jeg ville få et negativt liv. Med det vil jeg sige, at alt der her stadig sagtens kan berøre mig. Jeg kan tit komme til at tænke tilbage, græde og mærke den her følelse af dybe savn til det gamle liv. Men hver gang rejser jeg mig op og siger tak fordi jeg stadig lever.

Jeg har valgt at jeg vil få det bedste ud af der her nye liv. Jeg vil ikke lade mig begrænse af folks meninger og fordomme, for dem møder man i massevis. Jeg oplever folk direkte være misundelige på, at jeg kun kan arbejde 3 timer om ugen, “hun kan jo bruge alt sin tid på at hygge sig”. Eller ofte hedder det “hvordan kan du ride når du ikke kan arbejde mere end 3timer”…..

”Det skal folk kunne unde dig, respektere og være påpasselig med. Det burde være en selvfølge. Men det er det desværre ikke altid”

Jeg er stoppet med at forsvare min ret til et godt og lykkeligt liv. For de her folk vil aldrig forstå det, uanset om du kom med de bedste argumenter. Det er ikke værd at bruge tid på. Det – tiden skal bruges på – er alt, der giver glæde, energi og et smil på de hårde dage.

Det gør min passion – det gør mine heste. De gør at jeg aldrig giver op uanset hvor sort alt ser ud. Og den passion der driver dig, den må ingen have lov at tage fra dig. Det skal folk kunne unde dig, respektere og være påpasselig med. Det burde være en selvfølge. Men det er det desværre ikke altid.

Håber denne historie læses af smerteramte – men ikke mindst af personer som ikke lever med kroniske smerter

Så derfor deler jeg min historie. Min rejse igennem kaos, følelsen af at miste alt, at miste mig selv. Men også min måde at finde min nye identitet og livsglæde. Lige så håber jeg at ikke kun jer, der forstår mig og er i samme sted læser dette, men lige så alle jer derude der ikke har prøvet at leve i kroniske smerter eller kaos. Alle jer der har svært ved at forstå der her og hvorfor nogle mennesker har behov for at have en passion, som holder dem i live. For uden den her gnist af glæde, der tændes hver gang jeg træner min hest, tror jeg at mit liv i dag havde set helt anderledes ud den dag i dag.

Vi burde respektere hinanden bedre og vise empati og respekt til de mennesker der trods smerter hver dag står op og gør deres bedste for at få det godt liv.

Tak fordi du brugte tid på at læse min historie