SmerteAlliancen (indlæg fra medlemsweekenden 2021)

Lotte Marie Jensen og Katrin Schättiger fra SMERTEALLIANCEN

Smerter er noget de fleste kender til, mest af alt de akutte. Men kroniske smerter er noget helt andet. Så hvad er kroniske smerter? Det ville Smertealliancen forklare. Det er muligt at ikke alle er bekendte med deres arbejde. Så hvem er Smertealliancen? Hvad kunne de fortælle os om kroniske smerter?

Smertealliancen blev startet af Udviklingssygeplejerske, MSc Lotte Marie Jensen og læge, PhD, MSc Katrin Schättiger. De er begge læger på Grindsted Smerteklinik, og mødtes igennem deres arbejde.

Formålet med Smertealliancen er meget ligetil. De vil gerne udbrede viden om kroniske smerter, hvor de er tilknyttet en stor del tabu, og dermed forskelsbehandling. Det er deres mission; det er grundlaget bag dannelsen af Smertealliancen. Både Katrine og Lotte Marie har nemlig oplevet at selv overlæger ikke har svarene på deres spørgsmål vedrørende kroniske smerter; dvs. selv de højst uddannede læger og eksperter i Danmark har huller i deres viden, og det er et tydeligt problem. Et problem som de kæmper for at fjerne.

Deres fokus i forhold til udbredelse af viden var særligt indenfor sundhedspersonalet, da det er der man kan finde et stigende behov for det. Men det er ikke kun vigtigt for sundhedspersonalet, fortalte de. Et af de ting som Katrine og Lotte Marie lagde stor vægt på var, at det er en absolut nødvendighed at høre hvad ens patienter mener; dialogen fra fagperson til patient og fra patient til fagperson er essentiel for smertelæger.

Efter denne introduktion til hvem de var, og hvad de tilbød, så gik de i gang med starten på vores forståelse af smerter: Rene Descartes.

Ideen omkring akutte smerter, forklarede de, startede med Descartes. Han beskrev at hvis han rørte ved ild, så kunne han mærke at det gjorde ondt på hans hånd. Han formodede dermed, at der var en lige linje mellem hjerne og smerte, og at det var grundlaget bag smerterne. Men dette er ikke længere nødvendigvis sandt i dag – kroniske smerter skal mere forstås, forklarede de, ud fra den bio-psyko-sociale model. Denne model bruges på den komplekse tilstand som kroniske smerter egentlig er.

Herefter gav de eksempler på hvilke ting kunne være involveret i modellen, til at forklare ens kroniske smerter, og de startede med de biologiske årsager.

•  Nogle biologiske årsager kunne være ens immunsystem, genetik, vævskader, alder, køn, diagnoser osv.
•  Nogle psykologiske årsager kunne variere fra følelser, mental sundhed, stress, angst, depression, og til ens adfærd, søvn, nervesystem, sociale evner, tolkning osv.
• Og den sidste kategori, den sociale, havde f.eks. disse årsager bag sig: familie, fritid, venner, arbejde, økonomi, netværk, uddannelse, religion, kultur osv.

Vi kan dermed se, at det er nødvendigt at kigge på hele mennesket når patienten skal behandles; det kan være at man bliver presset grundet arbejde, og det kan påvirke behandlingsmetoden, da det kan forværre smerterne grundet stress.

Lotte Marie og Katrin gav 10 – 15 minutter, til sidst i deres oplæg, til at medlemmerne kunne snakke om, hvad de ville ønske de vidste da de begyndte med at have kroniske smerter. Formålet her var, at medlemmerne selv kunne tænke videre over den information de havde fået, og Katrine og Lotte Marie kunne få mere information om hvad der mangler af viden rundt omkring som de kan bidrage med.

Kommunikation blev nævnt som noget af det vigtigste – både mellem partnere og ude i det offentlige. Der blev snakket om, at det kan være godt at være to med til læge, så man har en ekstra person der kan lytte og stille spørgsmål til det lægerne siger.

Børn blev også nævnt. Børnene kan godt stå alene i forhold til de pårørende; der kan opleves at det kommunale kan glemme at børnene også oplever problemer når deres forældre står i så store smerter; man må ikke glemme børnene i ens smerteforløb.

Hurtigere indgriben i medlemmernes smerter, og en alt for lang tid før en diagnose bliver stillet. Der kunne have været mulighed for at ens tilstand ikke havde været så forringet som den nu kan være. Overordnet set så kan kommunikationen fra læger/sygeplejersker/psykologer/fysioterapeuter kunne hjælpe medlemmerne en stor del. Men det er et tveægget sværd for der blev også nævnt at lægernes egen kommunikation er problematisk.

 Lægerne kan frustrere medlemmerne, da mange oplever at blive fuldkomment affejet i forhold til hvad de selv fortæller deres symptomer og hvad de fejler. De føler sig ikke hørt, og det er svært at diskutere imod en læges egen råd. Lægerne skal overveje hvordan de snakker, og de skal ikke affeje patienterne uden videre.

Smertealliancen gav os en lærerig oplevelse, som gav et indblik i smerter som man muligvis ikke har fået før, da det var på det lægefaglige niveau. Det gav en muligheden for, at man kunne se på ens smerter anderledes, og det gav Smertealliancen muligheden for at kunne tage informationen videre og så skabe mere opmærksomhed omkring denne problemstilling som er manglende information.